Anmeldelse

Med babygråd fik Mozarts kvintet en ekstra stemme

Det stak lidt i alle retninger, da Den Danske Strygekvartet åbnede sin årlige DSQ Festival med besøg af amerikansk trubadur og madrigalsangere.

★★★★ ★★

Med babygråd fik Mozarts kvintet en ekstra stemme | Koncertanmeldelse | Magasinet KLASSISK

Jeg skal ellers love for, at der var dømt festivalstemning, da Den Danske Strygekvartet onsdag aften bød velkommen til årets DSQ Festival i Musikhuset København.

Kvartettens andenviolinist, Frederik Øland, præsenterede kort aftenens program, der inkluderede Mozarts strygekvintet i g-mol, et møde mellem Bachs fugakunst og italienske madrigaler samt et amerikansk visit fra Brooklyn-trubaduren Gabriel Kahane.

»Og så håber jeg, at I har fået lidt at drikke«.

Gækken var løs, både i programlægningen, hos musikerne og blandt publikum. Et ungt par havde i hvert fald besluttet, at i aften skulle det være: Nu skulle baby med ud at høre klassisk, og så blev Mozarts kvintet hurtigt til en sekstet med deltagelse af et styks grædende spædbarn, som nok forstod et forte.

»Med sin luftige baryton og en samling Broadway-letlevende sange mindede han mest om en frafalden musicalaspirant, der nu brugte alle ugens aftener på at spille og synge på sin søsters halvtomme café«

Heldigvis var der masser af lyd i Den Danske Strygekvartet og Nicholas Algot Swensen, der var med som ekstra bratschist. Klangen i rummet var våd, tonefylden betragtelig, og de dybere strenge rungede noget i den medtagne selskabssal.

Alligevel lykkedes det de fem musikere at trække vældige nuancer og temperamenter frem i Mozarts kvintet fra 1787. Det ene øjeblik var musikken så dansant valsende, at publikum sad og vuggede med, det næste øjeblik spillede Rune Tonsgaard Sørensen sin førsteviolin med en dæmpet inderlighed, der fik tiden til at gå i stå.

Her var der alvor, letsindighed og følelser nok til en hel aften. Og som den aften skred frem, indså vi nok også, at det altså var hovedretten, der var blevet serveret først.

Den Danske Strygekvartet og vokalensemblet Ars Nova | Foto: Caroline Bittencourt

Er ‘Kunst der Fuge’ en slags sudoku? Det var Den Danske Strygekvartets bratschist, Asbjørn Nørgaard, der stillede spørgsmålet. Sammen med dirigent Bo Holten introducerede han aftenens remix af Bach og italienske Luca Marenzios madrigaler fra renæssancen, ‘Se quel dolor’.

Og jo, der er i hvert fald en vis talmagi på færde i Bachs ufuldstændige værk fra 1740’erne. Det hørte man tydeligt i den håndfuld uddrag, kvartetten spillede med større tæthed og en mere tør vibration end i Mozart-kvintetten.

Men der er også en meditativ monotoni over fugaerne, som gik tabt i det sindrige remix. For efter hver gennemspilning bød seks sangere fra Musica Ficta ind med Marenzios intense madrigaler fra 1595.

Tabet af dybdefokus var dog til at leve med. Nuvel, sangerne virkede ikke ubetinget frie i deres udlægning af kærlighed og smerte. Men parringen og den konstante afveksling havde alligevel en friskhed over sig, som gjorde aftenen mere festlig, end endnu et værkmassiv havde gjort.

Til sidst samledes de to ensembler i det, der formentlig er Bachs sidste komposition, det korte præludium ‘Vor deinen Thron tret’ ich hiermit’. Det skrev tyskeren på sit dødsleje, mens han stirrede det hinsides i øjnene, og det fungerede som en elegant forening af fugaernes uendelige linjer og madrigalernes stærke følelser.

Hvad er der at sige om aftenens sidste besøg fra den amerikanske pianist, komponist og trubadur Gabriel Kahane?

Med sin luftige baryton og en samling Broadway-letlevende sange mindede han mest om en frafalden musicalaspirant, der nu brugte alle ugens aftener på at spille og synge på sin søsters halvtomme café.

I Kahanes musik var alt omskifteligt: melodier, harmonier, rytmik. Intet var mejslet dybere fast, end at det kunne ændre retning på et øjeblik, og selvom det måske kan lyde som en kvalitet, havde det mere karakter af overfladisk kækhed.

Når han opsøgte intimitet, fandt han et teater. Nogle gange glemmer man, hvor naiv en smag klassiske musikere kan have, når det gælder pop. Det blev man i så fald mindet om her.

Til gengæld var det himmelsk at høre Den Danske Strygekvartets akkompagnement til Kahane, der fortrinsvis sad bag flyglet. Med countrykrydret hvislen, diskrete bøjninger, intense overtoner og dybe bølger gav kvartetten alt det, klaveret ikke kunne.

Og således nåede vi altså vidt omkring på DSQ Festival 2022’s åbningsaften. Festivalen fortsætter i dag og fredag, og der skulle netop være sat ekstra billetter til salg. Vil man have noget ud over det sædvanlige, er det bare at komme af sted.

/ Sune Anderberg

DSQ Festival: Mozart, Bach, Marenzio, Kahane
Den Danske Strygekvartet, Nicholas Algot Swensen, Musica Ficta, Gabriel Kahane
Musikhuset København 23. november 2022

Foto: Caroline Bittencourt

Læs mere: En lille genistreg | Operaanmeldelse

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER