Anmeldelse | Anmeldelse

Med gnist og glød

The Queen’s Music – Italian vocal Duets and Trio
Emma Kirby, Susanne Rydén, Peter Harvey, Mikael Bellini, Mime Yamahiro Brinkmann, Lars Ulrik Mortensen
BIS 1715 [cd]

★★★★★

Det er intet mindre end en stjernekonstellation af barokmusikere og -sangere, som optræder på denne cd. I front folder de to sopraner, engelske Emma Kirby og svenske Susanne Rydén, deres lyse, perlende stemmer ud i de livlige vokale stykker af ukendte, men interessante italienske barokkomponister. Den engelske baryton Peter Harvey garnerer med en veltrimmet bund, der matcher begge kvindestemmer særdeles godt. Ved cembaloet får Lars Ulrik Mortensen akkompagnementet til at gnistre. Man mærker hans ægte indlevelse og udprægede sans for at følge de lange, farverige barokfraser helt til dørs og dvæle lige tilpas lang – eller kort – tid på pause- og slutakkorderne. Den unge japanske cellist Mime Yamahiro Brinkmann lægger sig smidigt fremme på beatet med en blød, afbalanceret barokklang.
/Christina Christensen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER