Enfant terrible sender kunstnerne på overarbejde

Poulenc beholdt altid en grad af uærbødighed, selv efter at han “fandt Gud” i 1936 og begyndte at skrive kirkemusik. Hans ‘Gloria’ er det mest oplagte eksempel: en metallisk, kantet og ofte kåd tonesætning af tekster, der ikke altid er muntre. Poulenc tænkte åbenbart på munke, der spillede fodbold, da han skrev det, men de udøvende skal holde tungen lige i munden for at få de fint slebne strukturer i hus.
Her gør de det ganske godt, dog ikke exceptionelt. Mere bekymrende er Patricia Petibons meget særegne sopransoloer. Hendes glissando i ‘Pater omnipotens’ fungerer, men klageskriget i ‘Domine deus’ gør ikke, og meget af gentagelsen i denne sats lyder, som om det ligger i et særligt ubehageligt leje for hende. Hun mestrer derimod at blidt antyde det smertefulde i teksten, og hele ensemblets fremkomst i et impressionistisk landskab ved værkets afslutning er skøn.
Andrew Mellor

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 32