Genfødt romantiker

Rachmaninov var lakonisk bevidst om, at hans elskede, gamle verden gik under for øjnene af ham, og derfor fik hans musik med årene en spændende snerren af had og skræk, der blander sig i den skønhedssøgende stil. Perleeksemplet er ‘Rapsodi over et tema af Paganini’, et stort variationsværk, der gør det ud for en ekstra klaverkoncert ved siden af hans fire nummererede.
Temaet er Paganinis diabolske Caprice nr. 24, og dens karakter er gefundenes fressen for Rachmaninov, der ikke er bange for sin mørke side. Formen er skarp og fremdriften konstant. Kort før slut knækker det sammen i den vanvittigt smukke variation 18. Men derefter må vi videre med ræset og al dens paranoia og dødsangst. Det hemmelige nøglemotiv, Dies Irae, får man i nakken kort før slutningen.
Jens Cornelius

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 39