Schubert med let klang

Hvem spiller pianisten Javier Perianes egentlig for på dette album? Det lyder, som om musikken går fra hjerte til hjerte, altså til den enkelte og ikke til publikum i en koncertsal. Vi får lov til at sidde med i pianistens lille rum, hvor han spiller Schuberts intime musik med en sjælden grad af indadvendt beherskelse.
To meget forskellige sonater er sat sammen. Den lyse og milde, men alligevel melankolske A-dur sonate (D664) fra 1818 spilles fantastisk fint og yndigt, dansende og med underfundigt vid i sidste sats. Der en usædvanlig renhed og uskyld i musikken, når den spilles med Javier Perianes’ sans for det enkle.
Men albummet begynder med det størst mulige, nemlig B-dur-sonaten D960, skrevet få uger før Schuberts død som 31-årig. Det er hans længste klaversonate og en af 1800-tallets betydeligste overhovedet. Også en af de sværest håndterlige – og derfor et værk, der først blev kanoniseret så …
Jens Cornelius

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 47