Anmeldelse | Anmeldelse

Strauss er levende her

Natalie Dessay: Amor. Operascener og lieder af Richard Strauss
Natalie Dessay, Felicity Lott, Angelika Kirchschlager, Sophie Koch, Covent Garden Operaens orkester, dir. Antonio Pappano
Virgin Classics 545 7052 [cd]

★★★★★

Et af Natalie Dessays glanspartier, rollen som Zerbinetta i operaen ’Ariadne på Naxos’, indleder cd’en. Zerbinettas høje parti kan være svær at høre på i længere tid af gangen, men Dessay formår at fremføre det uhysterisk og sødmefuldt, man kunne næsten sige naturligt. Antonio Pappano dirigerer Covent Gardens orkester med både en sirlighed og følsomhed og en frisk energi til Strauss. Sophie Kochs mørkfarvede og fyldigtklingende Ariadne er lidt af en sidegevinst.
Dessay er ikke snydt ud af næsen på den tyske skole, men går her på cd’en en lang vej mod den omgivet af gode kræfter og Strauss-kendere. Naturligheden og blødheden går igen i de fire ’Brentano-lieder’. Hun finder smukt rundt og klangen er skøn. ’Ich wollt’ ein Sträusslein binden’ forstår hun at få ned på jorden og ’Amor’ er noget så sjældent som til at holde ud trods sine sopran-udskejelser og triller.
/Camilla Marie Dahlgreen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE ANMELDELSER