Hollænder på afveje

I denne udgave fra Zürich Operaen (2013), der er iscenesat af den tyske instruktør Andreas Homoki, som for tiden har den schweiziske scene som sin hjemmebane, er den tremastede skonnert erstattet af et rederi befolket af bogholdere af begge køn i veste, hvide skjorter og knækflip. Ingen sømænd. Ingen ventende kvinder ved deres væve. Til gengæld et kæmpemæssigt kort over den sydlige del af Afrika, som i 3. akt erstattes af et kort over hele Afrika. For det er, hvad Homokis “Hollænder” handler om: kolonisering og imperialisme. En ramme som direktør Daland i Matti Salminens mægtige skikkelse passer perfekt til. Han sælger gerne sin datter til den første og bedste købmand.
Resten passer slet ikke ind i denne ramme. Slet ikke Hollænderen selv, der allermest ligner en medicinmand fra det vilde vesten, men som vist nok skal være et slags spøgelse, som dukker op alle steder og på alle tidspunkter – også når han efter bogen ikke skal. Malet på krop og i ansigt, formørket og uhyggelig. Og selvom Bryn Terfel kender denne karakter ud og ind, virker både hans sceniske fremtoning og store barytonstemme alt for presset ind i et koncept, hvor han ikke hører hjemme.
Steen Chr. Steensen

LÆS HELE ANMELDELSEN I KLASSISK NR. 37