Carl den Store | Portræt Carl Nielsen

Som komponist er Carl Nielsen uden sidestykke. Undervurderet i udlandet, men et nationalsymbol herhjemme. KLASSISK kigger tilbage på komponisten med den let genkendelige stemme i selskab med dirigent Thomas Dausgaard og komponist Hans Abrahamsen. Begge med Nielsen tæt inde på livet.

Af Jens Povlsen

Carl Nielsen har mange døre. Og han får stadig flere. På hans 150-års fødselsdag synes indgangene uendelige.
Bag en af dørene gemmer sig en bil.
Carl Nielsen blev på sine ældre dage ret glad for biler. Særligt sin første – den topersoners Renault, han i 1924 fik foræret af sin velynder og tidligere elev, direktør Carl Johan Michaelsen. Og han elskede det rullende fremskridt.
»Den sikre, ærlige, fine, følsomme, levende og dog mådeholdne Renault, der aldrig gaber højere, end den kan æde«, bemærkede han hengivent.
Folk har det med at sige allermest om sig selv, når de taler om deres bil.

»Som dirigent er man nødt til at se Carl Nielsen i øjnene og omfavne hans musik præcis, som den er: usminket og uperfekt«

Men andre biler fik også plads i Carl Nielsens liv. Der var rigeligt plads. Også til den højrestyrede Morris, der var tæt på at koste ham livet et års tid, før han døde. Den, han bragede ind i en sporvogn med og blev slæbt 10 meter hen ad gaden i.
Carl Nielsen kom ret alvorligt til skade. Han var ikke en uerfaren billist, men med den venstre siderude tildugget, så han aldrig den sporvogn, der var ved at svinge. Mere skulle der ikke til. En tildugget rude kunne have kostet landets største komponist livet.

En opkvikker på fire hjul
At være bilist gjorde imidlertid en stor forskel for Carl Nielsen. Den lille Renault, han fik foræret, var en tiltrængt opkvikker og formentlig en af de væsentligste grunde til, at han kom i gang med sin 6. Symfoni efter det opslidende arbejde, han havde haft med at redigere sangbøger i begyndelsen af 1920’erne.
Fysisk havde Carl Nielsen det nemlig ikke for godt. Sådan havde det været i et stykke tid. Han havde smerter i brystet, og i 1922 havde han haft flere hjerteanfald.
Carl Nielsen led af angina pectoris. Latin for snævert bryst. Og sådan føltes det netop: som en knugende, trykkende smerte bag brystbenet. Åreforkalkning var formodentlig årsagen, og en ballonudvidelse havde ingen fundet på dengang.
Datidens kur viste sig at være næsten ligeså dræbende for Carl Nielsen som selve åreforkalkningen: Han skulle lægge en gevaldig dæmper på sin arbejdsiver.
Måske netop derfor skattede han sin lille Renault så højt. Bag rattet kunne Carl komme rundt næsten uden at anstrenge sig fysisk. Han kunne være i gang, og han havde stadig meget at fortælle verden. Selv med et smertende hjerte.
»Carl Nielsen har altid noget stort på hjerte, som han vil fortælle om i sin musik. Det er her, de store brydninger findes i hans musik: mennesket fra landet, der nysgerrigt nærmer sig byen og fremskridtet. Eller de enkle sange stillet overfor de komplekse symfonier. I Carl Nielsens musik tørner modsætningerne sammen – smukt og grimt. Indimellem resulterer det i værker, der stritter i mange retninger. Men de er alle båret af en indre integritet og et tonesprog, der er ærligt i en tid, hvor alt var til salg musikalsk set«, siger Thomas Dausgaard, der som dirigent længe har haft Carl Nielsen som trofast rejsekammerat …