Artikel

En Bartoli med det hele, tak | Portræt Cecilia Bartoli

Er der så noget forkert eller fordækt ved at bedrive PR på højt niveau? Er det forkasteligt at fodre journalister med gode historier, der måske og måske ikke holder fuldstændigt musikhistorisk petitessekorrekt vand?

Af Benedicte Christiansen

Det kan handle om kastratsangere, som det gjorde for et par år siden, om bortcensureret musik i ’opera proibita’ eller om 1800-tallets diva Maria Malibran, som det gjorde før det igen. Cecilia Bartoli har en velafprøvet grunddej til sin PR: en musikhistorisk kontekst får en omgang smæld på, udgivelsen præsenteres som forskningsprojekt – glemte hemmeligheder er fundet frem fra bibliotekernes gemmer – og dertil tilsættes til sidst la divina selv i udklædninger, der illustrerer historien, og som gør sig vældig godt som pressebilleder.

»Er det forkasteligt at fodre journalister med gode historier, der måske ikke holder fuldstændigt vand?«

Og – ecco – dejen hæver perfekt op, Bartoli sætter solbrillen op i de sorte, romerske krøller, og pressen lejrer sig ved den skønnes fod, hvor der serveres fortællinger lige til at sætte i ovnen. Hun gør det virkeligt nemt for os journalister. Og i ren og skær taknemmelighed måske kommer det så også ofte til at handle allermest om, hvor skønt der er i solbrillens nærhed. Fortryllelsen oser ud af mangt et interview med La Bartoli.

Forlist fortsæt
Ingen forstår den fortryllelse bedre end denne signatur. Bartoli er en stor kunstner og en fremragende manager af egen forretning. Kan man andet end at beundre det? Så for ikke at falde ind under fortryllelsen var fortsættet, at det tildelte telefoninterview på 20 minutter i anledning af udgivelsen af Bartolis udgave af Bellinis opera ’Norma’ skulle bruges på benhård gunslinger- journalistisk. Bartoli skulle fastholdes på kunstnerens forpligtelse over for samfundet. De politiske forhold i Italien anno 2013 er begrædelige. Har den højtprofilerede italienske kunstner så ikke et accentueret ansvar? Har hun ikke en rolle at spille også uden for …

KONCEPTMAGEREN BARTOLI
Med albummet ’Mission’ (2012) poserer Cecilia Bartoli som skaldet munk på coveret. Musikken er af den ukendte barokkomponist Agostino Steffani.
På ’Opera proibita’ (2005) vil hun ægge med, hvad paven i en kort periode i barokken forbød at synge på scenen: verdslig underholdning. I virkeligheden er repertoiret blot en række arier fra oratorier af berømte og mindre kendte komponister, krydret med et sensuelt cover med hilsen til en gammel Fellini-film.
Kastratsangere er temaet for ’Sacrificium’ (2009), som prydes af en Bartoli med nøgen marmor-torso.

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER