Helt sin egen | Portræt Kaija Saariaho

Der findes kun få kvindelige stjernekomponister. Finske Kaija Saariaho er en af dem, og det ekstraordinært gode øre for den lysende skønhed i musikken har hun altid haft. Måske fordi hun kredser om kærligheden og døden i sin musik. Den 5. maj modtager hun Léonie Sonnings Musikpris.

Af Jens Povlsen | Foto Priska Ketterer

Musikken var der. Men den kom fra et sted, hun ikke troede muligt. Den kom indefra. Det var som barn, at Kaija Saariaho lå på sengen med hovedet på puden og spekulerede over, hvor musikken, hun hørte, kom fra. Hun bad endda sin mor om at slukke for den. Men moren kunne ikke andet end ryste på hovedet over datteren. Der var jo intet at høre. Først flere år senere gik det op for den unge Kaija, at det var hendes fantasi, der spillede hende et puds og fyldte hendes tanker med musik.

I dag indtager musikken stadig 58-årige Kaija Saariahos tankeverden. Hun mener selv, hun altid har været meget fintfølende overfor lyde. Og nysgerrig efter at lære dem at kende. I Helsinkis gader, hvor hun voksede op, var der nu ikke den store inspiration at hente. Men østpå, i morens barndomsby, Särkisalmi, havde hun frit spil til at gå på opdagelse efter naturens lyde på marker og i skoven. Her bed Kaija hurtigt mærke i fuglenes formidable evne til at fylde luften med liv: »Min favoritbeskæftigelse var at gå ind i skoven, efter det havde regnet og træernes blade stadig var våde. De reflekterede fuglesangen så forskelligt – skoven var som en stor ekkohal«.

»Min favoritbeskæftigelse var at gå ind i skoven, efter det havde regnet og træernes blade stadig var våde. De reflekterede fuglesangen så forskelligt – skoven var som en stor ekkohal«

Kaija Saariaho

Siden dengang har fuglene betydet noget helt særligt for den sensitive finne med den forunderligt frie musik. Men på grund af dårligt helbred var Saariahos barndom præget af ensomhed. Et af hendes første minder fra dengang er hende selv som syg kiggende ud på de andre børn, der leger udenfor. At hun på den måde selv blev holdt udenfor, kunne hun ikke gøre noget ved. Kaija fik alligevel noget ud af den kedelige situation:

»Jeg elskede stilheden i huset, og jeg kan stadig mærke varmen fra forårsolen på min hud. Jeg lagde et håndklæde på en solskinsplet på gulvet. Og dér lå jeg og skiftede position efter solen og nød dens varme. Oplevelsen af sollyset og dets varme er helt grundlæggende for mig«. Ensomheden fordrev hun ikke kun i sollyset men også i selskab med Bachs musik, som hun elskede fremdriften i. I hendes univers levede Bach i dén grad op til sit navn, der jo betyder ’bæk’ på dansk.

Det skarpe rampelys
Som tiårig gjorde Kaija i smug flere forsøg på selv at skrive musik. Men hun oplevede det, som om hun på det tidspunkt kun var i stand til at skrive »nervøs, gul musik«. Og det første, spæde skrivemod forsvandt hurtigt fra hende. Hun havde lige læst en Mozart-biografi. Som tiårig havde det østrigske vidunderbarn jo allerede skrevet en masse musik, og det havde hun altså ikke. Desuden opdagede hun, at de fleste komponister var mænd. Men Kaija var nu ikke helt slået ud og blev derfor ved med at gå til musikundervisning hos private lærere.

Selvkritikken er ikke desto mindre et karaktertræk, Saariaho har bakset en del med gennem tiden. At hun senere skulle studere komposition på Sibelius-akademiet, var hun imidlertid ikke i tvivl om. Den første tanke var at blive musiker, men dertil rakte modet ikke – hun ville hellere ”gemme” sig bag andre og slippe for rampelyset. Musikken var det dog tvingende nødvendigt, at hun kom i nærheden af: »Den eneste ting, der betød noget for mig, var musikken. Ikke at være i stand til at skabe den, var ubærligt. Der var en indre trang til at blive komponist. Musikken og jeg – vi hørte sammen«.

Da hun i 1976 endelig blev optaget på akademiets komponistlinje under Paavo Heininen, var lykken gjort. Som kvindelig komponist savnede hun imidlertid nogle forbilleder at se op til. Så Saariaho søgte efter eksempler på, hvordan kvinder før hende havde været kreative i kunsten. Og hun fandt en række kvindelige skribenter, der sagde hende noget: forfatterne Virginia Woolf og Anaïs Nin samt digterne Edith Södergran og Sylvia Plath. Alligevel var det hårdt for Saariaho ikke at have nogen kvindelige forløbere at læne sig op ad i Finland. De mandlige studerende havde jo bl.a. Sibelius.

Heininen var dog ikke sådan at stille tilfreds – slet ikke med Saariahos manglende selvsikkerhed. Han mente, den ville kvæle hendes kreativitet, hvis ikke der blev gjort noget. Så Heininen insisterede på, at Kaija 20 gange om dagen skulle stille sig op foran et spejl og sige: »Jeg kan!«. Tricket virkede og barndommens nysgerrige og lydhøre Kaija var tilbage. Og sammen med fæller som Magnus Lindberg og Esa-Pekka Salonen fra akademiet skabte Saariaho en modreaktion mod den konservative finske kunstmusik, der var fremherskende på det tidspunkt. Ifølge Salonen ville de vise, at musik ikke behøvede være tonal, modal eller letforståelig. Men formen på musikken måtte være kompleks.

Med dén ambition overtog generationen lidt efter lidt Finlands ny musik-scene. Og fra dengang husker Salonen godt Saariaho – »som en højst original og kreativ person, selvom hun var en smule sky omkring sit musikerskab. På det tidspunkt var det nok heller ikke var lige så stærkt som vores. Men også komponister som Berlioz og Wagner havde det på den måde«.

Fri som fuglen
Man forstår det godt, når man lægger øre til Saariahos musik. For den er helt sin egen, og absolut ingen lyder som hende. Ifølge Saariaho er det ikke et bevidst forsøg på at skille sig ud fra mængden, der gør det. Hun er blot ærlig over for sig selv. For en komponist kan ikke vælge sin musikalske stil – den bare kommer til hende. Og for hvert værk sker det på ny. Værkerne, mener hun, skal nemlig have deres egen verden at udfolde sig i.

Trods gruppens ihærdige forsøg på at forny den finske musiktradition endte det finske musikmiljø med at være for småt. Mediernes og publikums voksende interesse for en kvindelig komponist begyndte også at gå Saariaho på nerverne. Fri som fuglen ville hun jo helst være. Så i begyndelsen af 80’erne søgte hun og resten af gruppen ud til den internationale avantgarde. Valget faldt på Paris med det computerbaserede studie IRCAM og spektralmusikkens klangudforskning som datidens store nummer. Fra 1982 har hun boet fast i den franske hovedstad, og siden dengang har hendes stjerne kun været stigende på den internationale musikscene.

Som komponist er Saariaho blevet kaldt visuel. Hendes musik udspringer da også ofte af en visuel idé, med naturen, malerier eller film som inspiration. Hvad enten det gælder de lyriske sider og den sart farvede atmosfære fra sidst i 1970’erne, 80’er-gennembruddets sensuelle og fortællende computeranimerede stil, det stærke rytmiske drive og det malende udtryk fra 90’erne eller 00’ernes operaproduktioner, så tvinger Saariaho altid lytteren til at se fremad. Efter nye løsninger og måder at være i verden på uden af den grund at se stort på de eksisterende.

Léonie Sonnings Musikpris 2011

– Musikprisen på 600.000 kr. overrækkes til Kaija Saariaho ved en koncert med DR SymfoniOrkestret og dirigenten John Storgårds den 5. maj i Koncerthuset. Saariaho er den ellevte i rækken af komponister, der modtager prisen, siden Stravinskij banede vejen i 1959. Ved priskoncerten spilles to af hendes værker:

’Adriana Sange’ for mezzosopran og orkester varer omkring 30 minutter og er fire scener hentet i materialet fra Saariahos anden opera, ’Adriana Mater’ (2006). En del af inspirationen til operaen fandt Saariaho i minderne fra sine egne graviditeter. Koblet sammen med erfaringerne fra den tidligere krigskorrespondent, Saariahos faste librettist Amin Maalouf, handler operaen og sangene om oplevelsen af at skulle opfostre et barn i en tid med globale stridigheder og krig.

’Laterna magica’ for orkester (2010) er inspireret af den svenske filminstruktør, Ingmar Bergmans selvbiografi af samme navn. Titlen hentyder også til den primitive forløber for lysbilledapparatet, der blev det første skridt mod levende film. Så det er Saariahos egen tryllelygte, der høres – med de skiftende billedhastigheder og Bergmans fantastiske evne til at fange lyset og farverne på film som inspiration.