Interview: Nikolaj Znaider
»JEG ER MODIG, MEN IKKE DUMDRISTIG«

Dirigenten Nikolaj Znaider er ikke bange for udfordringer. Han kalder sig selv modig, men ikke dumdristig i sit repertoirevalg og bliver ustandseligt fænget af nye værker, som han ved, at han må dirigere en dag.

Af Malene Wichmann

Nikolaj Znaiders venstre hånd plejer at fare op og ned af violinens gribebræt. Nu svæver den gennem luften, bærer orkestret gennem musikkens fraser eller hviler roligt på dirigentpodiets gelænder.
Den danske topviolinist er blevet dirigent og står denne novemberdag foran DR SymfoniOrkestret for første gang.
Han er rolig på podiet, bøjer sig fremover og former orkesterklangen i store malende bevægelser. Så slår han af og forklarer, at musikken ikke må stoppe, bare fordi violinbuen stopper.

»Pinden kan ikke huske på samme måde som fingrene. Der er ingen muskelhukommelse, fingrene bliver jo til en vis grad forprogrammerede, når du øver«

Nikolaj Znaider, violinist og dirigent

Senere får han hele orkestret til at grine:
»Jeg ved godt, at orkestermusikere er aftenmennesker. Det er eftermiddag, og det kan høres. Kunne I ikke spille, som om det er aften?«, siger han til forsamlingen og lader latteren klinge af, inden prøven fortsætter.

Vil ikke bo i en violinboble
Siden Nikolaj Znaider begyndte at dirigere for fem år siden, er han gået på podiet foran anerkendte orkestre som Dresden Statskapel, Concertgebouw Orkestret i Amsterdam og London Symfonikerne og er blevet udnævnt til 1. gæstedirigent både for Det Svenske Kammerorkester og for Marinskij Operaens Orkester i Skt. Petersborg.
Men det er kun tredje gang, han optræder som dirigent i Danmark, og han er helt klar over, at han i København først og fremmest er kendt som violinist.
»Vil du høre om, hvorfor jeg dirigerer?«, spørger han som det første, inden interviewet går i gang. Og jo, det vil man jo gerne, når superviolinisten har skiftet buen ud med en dirigentstok.
»Det er noget, der er sket lidt efter lidt. Det har været en meget organisk proces«, fortæller Nikolaj Znaider.
»Faktisk blev grundlaget lagt allerede, da jeg var 12 år og spillede […]«.