Interview: Trio con Brio
MED EN AURA AF EKSKLUSIVITET

De lignede allerede verdensmestre, da vi lærte dem at kende som vindere af DR’s Kammermusik Konkurrence for snart seks år siden, og i dag er Trio con Brio én af de mest celebre musikalske eksportvarer vi har

Af Michael Bo

Hvis jeg havde været tilmeldt med min lille xylofon eller violin, havde jeg straks pakket mine sydfrugter og rejst hjem! De kom hvirvlende gennem Radiohuset, som var de Anders Fogh-holdet, da det året inden indtog taburetterne på Slotsholmen, som om de havde ejet dem altid og bare havde lånt dem ud til skiftende socialdemokratiske statsministre.
Sådan var det også i Radiohuset i februar 2002, DR’s Kammermusik Konkurrence var under afvikling. Det hele gik lige så godt, og alle holdt deres optioner åbne, men da Trio con Brio – en klavertrio, de færreste endnu havde hørt om – satte dødsstødet ind, var kampen afgjort. Det var den måde, de kom susende på. Alt åndede fred, ro og dygtig gennemsnitlighed, pludselig stod Jens Elvekjær, Soo-Jin og Soo-Kyung Hong der, og jeg husker det, som om vi veg tilbage, som var de blevet annonceret af en trompetfanfare. Og efter at have spillet var de lige så pift væk igen. Som Askepot efter ballet. Trio con Brio var ikke dem, der hang ud – det havde de for travlt til. Der var en høflig utilnærmelighed over dem, der garanteret udelukkende var et spørgsmål om koncentration, men som forlenede dem med en aura af eksklusivitet.
I de fem et halvt år, der er gået, siden Trio con Brio vandt DR’s Kammermusik Konkurrence, er trioen vokset ud over Danmarks grænser. De debuterer snart i Wigmore Hall i London, Carnegie Hall i New York … anywhere. I sommer skrev Gramophone Magazines anmelder om deres første CD, der ikke er udkommet herhjemme, at Trio con Brio »indlysende er et brillant, overmåde begavet kammerensemble, som jeg ser frem til fremtidige møder med«, og American Record Guide gik i ekstatiske detaljer om trioens klang og dynamik, mente, at CD’en var »en af de største opførelser af kammermusik, jeg nogensinde har oplevet«.

Sval og blussende
»Skal vi ikke lege, at jeg ikke er her?«, foreslår jeg, da jeg møder op i Radiohusets Studie 2 søndag morgen i slutningen af september. Og alle smiler lidt forlegent. Faktisk synes trioen ikke, det er særlig sjovt eller naturligt at have vidner til sine prøver. Det er tydeligt. Når jeg er usynlig, er jeg helt usynlig, men det ved de ikke endnu. Og det, der begynder som en fuldt færdig generalprøve på en Beethoven-trio, forklædt som en prøve, bliver hen ad vejen til … en prøve.
Trio con Brio, det viser sig ved prøven som det viser sig in concert, leger med dynamikken som få andre ensembler. Men ikke en frase lyder manieret eller kunstlet. De jonglerer selvbevidst med temposkift og bader sig i klang. Små, dynamiske eksplosioner efterfølges af svulmende ekspansion – og pludselig denne delikate, næsten enfoldige udtrukne frase. Her er ingen uenergiske passager, intet der ikke er spændt op. Man hører, hvor moderne Beethoven var, frase for frase. Trio con Brios prøve er godt og vel det eneste færdige her midt i et hus, Radiohuset, hvor alt uden for Studie 2, hvor vi sidder, og Studie 1’s store koncertsal, er under hastig afvikling.