Interview: Vasily Petrenko
Topdirigentens liv i overhalingsbanen

Vasily Petrenko ventes at blive en af de helt store maestroer og fortæller her om, hvad der forlanges af topdirigenter, og hvordan den ekstreme arbejdsbyrde påvirker hans liv. I slutningen af september dirigerer han DR SymfoniOrkestret.

Af Per Rask Madsen

For de fleste danskere er Liverpool lig med fodbold og The Beatles. Men for Royal Liverpool Philharmonic Orchestra har det betydet alverden, at det for otte år siden begyndte en opstigen fra et nogenlunde niveau til i dag at være blandt de førende symfonikere i verden. Årsag: En ung russer ved navn Vasily Petrenko.
KLASSISK møder Petrenko på et hotel, et par dage før han skal dirigere en koncert. Den 38-årige, garderhøje russer ser ud til at være i fin fysisk form, men med sit stenansigt ligner han umiddelbart ikke en, der kan få hundrede musikere til at følge sig. Hurtigt tegner der sig dog et andet billede af en mand, der er velformuleret og nem at tale med, og fra tid til anden gemmer der sig en underspillet humor.

»Hvad end jeg skal give afkald på for at blive nummer ét som dirigent, ser jeg ikke som et offer«

Vasily Petrenko

Inden vi får sat os ned i hotellets bar og bestiller en hvedeøl, er Vasily Petrenko i fuld gang med at fortælle om dagens prøve, hvor det gjaldt Mahlers 5. Symfoni.
»En af udfordringerne ved at spille Mahler er de mange steder, hvor dynamikken er forskellig på samme tid i orkesterstemmerne. Hvis der spilles forte et sted i orkestret, har naboerne en tendens til at spille samme dynamik, selvom der står piano i deres node. Mahlers orkester er enormt, ofte kan en del af musikerne ikke høre alle andre orkestergrupper, hvilket kan give et problem med timingen, så for eksempel førsteviolinerne og tubaen ikke spiller helt synkront. Balance er altid et problem med Mahler. Man skal insistere på, at musikken spilles præcis, som han noterede den«, mener Vasily Petrenko, der trods sin alder allerede har dirigeret en komplet cyklus af ikke blot Mahlers ti symfonier, men også af Sjostakovitjs 15 og Beethovens ni.
Den unge russer har tre prøvedage sammen med orkestret, før publikum hører frugterne af arbejdet. Der er masser af tekniske detaljer at få på plads og diverse instrukser at give, selvom man som dirigent helst vil spare på ordene. Men musikerne skal også have den filosofiske side med for at kunne spille værket.
»Der er det paradoksale i, at Mahler skrev 5. Symfoni, da hans liv gik godt: Jobmæssigt kørte det for ham, han havde fået en datter, og hans kone Alma var på det tidspunkt ikke begyndt at være ham utro. Men i symfonien er der en slags forudanelse om en tragisk skæbne. Musikerne skal kende denne dobbelthed. Musikken er efterårsagtig – som en døende natur …«