»Jeg burde ha’ en Richard Strauss-pris!« | Interview Bo Skovhus

Bo Skovhus har gjort international karriere i et format, som kun få danske sangere. Det er 20 år siden, han sprang ind på afbud som Don Juan på Wiener Volksoper – i dag vælger han frit fra øverste hylde, men opsøger samtidig ukendt repertoire for at finde nye skatte.

Tekst Steen Chr. Steensen | Foto Monika Rittershaus

Forskellen er tydelig. Iørefaldende. Synlig.

For 20 år siden stod en ung sanger fra Ikast på scenen i Volksoper i Wien i rollen som Greven i Figaros Bryllup: et stort talent med en stor, sejrrig barytonstemme, 25 år, lyst hår og store armbevægelser – og han tog publikum med storm. I aften står han på Staatsoper som en anden greve – greven i Richard Strauss’ Capriccio – en forfinet, lapset greve med rødt krøllet hår og en grøn rokokoagtig kostume. Nu er han sikker i hver bevægelse og mimespil, og han besidder en stemme, der er større, smukkere, og som han slet ikke behøver at presse for at ramme det helt rigtige udtryk.

Dette er forskellen mellem et talent for fuld udblæsning og en verdensbaryton fuldt udfoldet. Dengang blev der kippet med små dannebrogsflag i salen i Volksoper ved fremkaldelserne, i aften får Skovhus et af de største bifald af et kræsent publikum i et internationalt førende operahus. En kvittering for en præstation, der var et af aftenens højdepunkter. Både sangeren og mennesket Bo Skovhus har udviklet sig til et nyt niveau på de 20 år.

Mozart-land
»Du skal to etager højere op!«. Bo Skovhus’ stemme lyder venligt et sted højere oppe i den elegante trappehal, der godt nok er under renovation, men som er bygget ind i et af de typisk wienerske ejendomskomplekser, hvor han har sit studio. Ejendommen er fra forrige århundredeskifte og lejligheden er gennemsyret af god smag – det obligatoriske flygel har en central placering. Egentlig bor Bo Skovhus og hans familie i yderkanten af Wien nær slottet Schönbrunn, men denne lejlighed, som han har haft i årevis, er ikke så langt fra Westbahnhof, og det er bekvemmeligt, når han skal til og fra Wiener Staatsoper, der er en af hans baser i en karriere, som ellers bringer ham rundt i hele verden.

»I begyndelsen blev jeg totalt overrumplet, når mine medspillere begyndte at improvisere – på wienerisch! – og jeg stod måbende på scenen og vidste hverken ud eller ind«

Bo Skovhus

Det er 20 år siden, jeg mødte ham første gang under tilsvarende omstændigheder. Han havde netop haft sin sensationelle debut som Don Juan på Volksoper i Wien og skulle til at synge Greven i ’Figaros bryllup’. Den gang ville alle danske aviser skrive historien om den unge baryton fra Ikast, der havde væltet Mozart-land omkuld med sin flotte stemme og charmerende, nordiske udstråling. De ellers reserverede wienere tog Bo Boje Skovhus til sig i ét stort favntag, han blev så at sige adopteret overnight og fik ansættelse på Volksoper.

»Det blev en succes«, konstaterer Bo Skovhus, der i et af karrieresvingende har kastet mellemnavnet Boje fra sig. »Og var det ikke blevet det, så var det blevet noget helt andet« – underforstået: det var ikke sikkert, at han havde forfulgt sangerdrømmene. Evnerne til alle mulige andre spændende karrierer var nemlig til stede. Bo Skovhus har aldrig lagt skjult på, at han følte sig både privilegeret og meget heldig over at få tilbuddet om at synge på Volksoper, men at han også havde andre planer med sit liv, hvis ikke han havde fået denne kickstart på sin karriere. »Til gengæld kunne jeg ikke bare ånde lettet op!«. Det var først nu, hvor han havde haft sit gennembrud i Wien, at tilbuddene begyndte at vælte ind over ham.

At bygge en karriere op
Det var Bo Skovhus’ lykke, at han med det samme blev engageret ved ensemblet i Volksoper, der er Wiens næststørste operahus og selvfølgelig knap så prætentiøst som Staatsoper, men huset havde en dygtig operachef – Eberhard Waechter – som sørgede for, at Bo Skovhus fik bygget sin karriere op, så stemmen kunne følge med. Et af de første tilbud, som fik afslag, var fra maestro Claudio Abbado på Staatsoper.

Efter 5 år på Volksoper blev Waechter operachef på Staatsoper, og Bo Skovhus fulgte med frem til 1993. Disse år var yderst vigtige, for det var hér grundlaget blev lagt for en stemme, der er så sund og stærk og uden tegn på slitage i dag, hvor karrieren kører på freelance-hjul, og hvor sikkerhedsnettet er taget væk. Da Bo Skovhus sang i ensemble, nåede han rundt om mange roller og kunne få den fornødne erfaring – også hvis det gik mindre godt – men i en freelance-tilværelse gælder det om at leve op til sit bedste hver gang. Selv ikke en sanger af Bo Skovhus’ format kan have garanti for, at kalenderen altid er fyldt ud.

Til gengæld kan han selv tilrettelægge og sørge for en balance mellem at stå på scenen, i koncertsalen eller synge lieder. Denne blanding tiltaler Bo Skovhus. Og friheden giver ham også mulighed for at opsøge roller og repertoire, der ikke ligefrem er mainstream. I den store musikverden er han kendt for sine ”udgravninger”, som han selv kalder det, af komponister og værker, som er gemt og glemt gennem tiderne.

Noget at arbejde med
Aftenen før interviewet oplevede jeg Bo Skovhus i rollen som Greven i Richard Strauss’ ’Capriccio’. En pragtopsætning af Marco Arturo Marelli – både gennemtænkt og forførende, hvilket slet ikke er selvsagt i denne sidste Strauss-opera fra 1942 om komponisten Flamand og digteren Oliviers tvekamp om Grevindens gunst og kærlighed – under dække af en æstetisk diskussion om, hvorvidt musikken eller ordet har førsterang. Det er en af Richard Strauss’ mest elegante operaer, men de 2½ times konversation (afbrudt af nogle få arier) kan være ekstremt svære at forløse scenisk.

Marelli havde skabt en ’Alice in Wonderland’-stemning med sære rokokoagtige kostumer, spejle og en fantasifuld brug af en drejescene og transparente tæpper. Og uden nødvendigvis at tage klaphatten på, var en af de store oplevelser Bo Skovhus som den rige greve, mæcenen som ikke forstår et pluk af den indviklede diskussion og som mest er optaget af det nærmeste kvindekøn. En oplagt rolle for en Skovhus, som netop har foldet sig ud som charmør. Han har tidligere sunget Olivier i denne opera, men nu er stemmen ved at udvikle sig lidt dybere og fyldigere, og hér er Greven det oplagte valg.

»Men det er også en svær rolle«, fortæller Bo Skovhus. »Hele tiden en balance mellem at udstille Greven som et fjols og samtidig fortælle, at han jo sidder inde med pengene og dermed magten«. Der er således en herlig scene i 1. akt, hvor Greven skal recitere en tekst sammen med skuespillerinden Clairon (i Angelika Kirschslagers forjættende skikkelse), og hvor Bo Skovhus i løbet af få minutter skaber en hel lille komedie i det store spil – uden at synge, blot ved at recitere.

Det har han lært ved de utallige operetter, han medvirkede i på Volksoper. »Her lærte jeg virkelig, hvad levende teater er. I begyndelsen blev jeg totalt overrumplet, når mine medspillere begyndte at improvisere – på wienerisch! – og jeg stod måbende på scenen og vidste hverken ud eller ind. Siden har jeg lært kunsten at improvisere og at tale på scenen. Operettekunsten har svære vilkår i dag. I gamle dage kunne de store operasangere også deres operettemetier, men det kan de ikke i dag. Standarden falder og det er de færreste operasangere, der også har lært at tale fra scenen«.

En rolle som Greven i ’Capriccio’har givet Bo Skovhus noget at arbejde med. Han har kendt instruktøren Marelli i alle 20 år, og har fået mere eller mindre frie hænder til at forme rollen, som han vil. En af de ting, der virkelig lykkedes i denne opsætning var, at denne greve blev trukket frem fra den forholdsvise anonymitet eller blot klovneri til en troværdig figur, som spillede lige op til de øvrige på scenen – og som bestemt var ligeværdig med Renée Fleming i den ellers altoverskyggende rolle som smuk, beæret og tvivlrådig grevinde. En operaaften der viste, hvorfor Wiener Staatsoper ikke blot lever på renommeet, men stadig er førende i Europa. Opsætningen bliver i øvrigt sat op i Hamborg Operaen til næste sæson – det nærmeste Bo Skovhus kommer Danmark som operasanger i nærmeste fremtid.

»Jeg burde have en Richard Strauss-pris!«, udbryder Bo Skovhus midt i det hele. Han tænker på, at han inden for en kort periode kommer til at synge Mandryka i ’Arabella’, Greven i ’Capriccio’ og snart også Robert Storch i ’Intermezzo’ – »et vanvittig svært parti, fordi operaen er en ren konversationsopera, og der er ikke en arie at få sunget ud på. Den skal jeg synge til efteråret og øver som en gal for at lære alle replikkerne«. ’Intermezzo’ er en sjælden opført perle i operarepertoiret og får premiere på Theater an der Wien 11. december.

De dramatiske roller
I operaens verden taler man om ”fag”. Der er det tyske fag, det italienske fag eller en anden deling kan være komiske eller dramatiske fag. Bo Skovhus har et medfødt talent for de komiske roller, men han synes det er mest spændende at beskæftige sig med de dramatiske. På spørgsmålet om, hvorvidt han har en drøm om at synge tenor, svarer han: »Naturligvis! Men hvis jeg var tenor, måtte jeg også sige farvel til mange ting – og det vil jeg jo ikke«. Han kunne heller ikke drømme om at lægge sin stemme op i retning af tenor-lejet for at synge Wagner-roller som Siegmund, Siegfried og til nød Parsifal. Det er for endimensionelt efter hans mening.

Det samme siger Bo Skovhus om partiet som Wolfram i Wagners ’Tannhäuser’, hvor der kun er to arier at folde sig ud i, og hvor det sceniske er yderst begrænset, og han kan heller ikke se sig selv som Wotan i ’Ringen’,dertil ligger partiet generelt for lavt. Til gengæld er han glad for rollen som Kurvenal i ’Tristan og Isolde’, men det er også fordi den opera tiltaler ham så meget. Den er kompleks både musikalsk og filosofisk, og der er noget at tage fat i som sanger. Han ser ligeledes frem til at udvikle rollen som Beckmesser i ’Mestersangerne fra Nürnberg’ – en pragtrolle, hvis leje ligger godt for ham.

På den anden side er Bo Skovhus ikke begejstret for det italienske fag. Slet ikke de tidlige italienske komponister som Donizetti, Bellini og den unge Verdi. Det ligger simpelt hen ikke godt for ham. »De siger mig ikke så meget – jeg er til det mere komplicerede!«. Dér hvor Bo Skovhus begynder med Verdi er fx rollen som Rodrigo i ’Don Carlos’– en rolle han gav helt nye facetter, da han sang den i Peter Konwitschnys banebrydende opsætning, som er udkommet på DVD. Bo Skovhus har denne star-quality, hvor han kan tillade sig, med sin egen personlighed at lægge nye dimensioner til en kendt rolle. Han glæder sig til om måske 10 år at tage fat på rollen som Falstaff!

Og han har lagt endnu flere dimensioner til roller som Wozzeck i Alban Bergs opera fra en opsætning på Hamborg Operaen – en fysisk nærværende og potentiel farlig Wozzeck. Den er udgivet på EMI. Eller så forskellige roller som Billy Budd (Britten) og Eugene Onegin (Tjajkovskij) – og apropos Wagner, så har han en særlig glæde ved at synge Amfortas i ’Parsifal’. »Det er også en rolle, som giver mulighed for udvikling«, siger Bo Skovhus, »en rolle med en indbygget konflikt, som er spændende at arbejde med«.

Udgravninger i randområdet
Bo Skovhus søger hele tiden nye udfordringer, og det nærmeste han er kommet et decideret tenorparti er rollen som Werther i Massenets opera af samme navn. I den version, Bo Skovhus sang, var dele af partiet lagt ned, så han uden at anstrenge sig, kunne gennemføre rollen. Men det var en undtagelse – også i forhold til de franske roller. Og han havde mange diskussioner med vennen og barytonkollegaen Thomas Hampson, hvorvidt man kunne tillade sig friheder over for originaludgaven, hvor Bo Skovhus’ indstilling er mere pragmatisk. Teater er for ham levende.

Det tyske fag ligger bedst til ham. Han har lært at synge tysk gennem liedsangen, og her ligger en særlig kærlighed hos ham som sanger. Den tætte forbindelse mellem digt og musik ligger hans temperament nær, og her står han uden sceniske effekter og er kun sig selv over for publikum. Han har i årevis arbejdet med liedsangen, han har været elev ved masterclasses og er i dag selv lærer ved masterclasses, hvor han synes, hans fornemmeste opgave er at opmuntre unge sangere til at udnytte sine evner optimalt, men også til at indse, hvis evnerne ikke slår til. »Jeg har oplevet masterclasses, hvor unge sangere brød hulkende sammen bagefter – det er ikke min opgave. Men jeg vil på den anden side gerne være ærlig. Det kræver helt særlige evner at synge lieder – ikke blot en flot stemme«.

Og det er hér, udgravningerne begynder. Bo Skovhus er ikke tilfreds med at synger ’Die schöne Müllerin’ for 117. gang – selv om han stadig kan finde nye aspekter i Schuberts liedcyklus. Han vil længere ud i randområdet af repertoiret. »Jeg bliver lidt bidt af de skæve programmer«, proklamerer han og uddyber, at han både på eget initiativ og med hjælp af ideer, som kommer udefra ofte sammensætter liedprogrammer, som mere forfølger en idé end behager publikum. Naturligvis vil han gerne komme publikum i møde, men hans erfaring er, at der er så meget spændende repertoire at hente uden for de nedtrådte stier, og at publikum sætter pris på at lære et andet repertoire at kende.

Bo Skovhus er berømmet for sin liedsang, han har sunget bl.a. i Lincoln Centret i New York, har samarbejdet med en række af verdens førende pianister og er således i en position, hvor han på dette område har frihed til at eksperimentere. Til efteråret er han således artist in residence ved Usedomer Musikfestival, der i år har dansk musik som hovedtema. Denne nordtyske festival har efterhånden indtaget en central placering blandt Europas fornemmeste, og ud over i år at være udstillingsvindue for dansk musik, så fokuserer den altså på Bo Skovhus med flere koncerter. Der er en orkesterkoncert med DR Symfoniorkestret 20. september, hvor Bo Skovhus bl.a. synger ’Gesangszene’ af den tyske komponist Karl Amadeus Hartmann, som ellers ikke bliver spillet meget, og siden (24. september) synger han Mahlers ’Des Knaben Wunderhorn’.

Men som et typisk eksempel på udforskningstrangen har Bo Skovhus 22. september sammensat et program, hvor han synger til akkompagnement af harpe! Det er lieder af Schubert og Schumann, som man ellers kender til klaverakkompagnement, men som Bo Skovhus siger: »Klaveret kan sagtens erstattes af harpe, og dermed opdager man nye sider af forholdet mellem sang og akkompagnement. Og så er det jo sådan, man også fremførte Schuberts og Schumanns lieder dengang. Det skaber en helt særlig lyd«.

Skovhus og Danmark
Når jeg spørger ind til Bo Skovhus’ fremtidige engagementer på Det Kgl. Teater, bliver svarene diplomatiske, men den danske baryton kan da konstatere: »Jeg har endnu ikke sunget i det nye operahus…«. Og der er ikke aktuelle planer om, at han skal det. Enten fordi Bo Skovhus har egne krav til de roller, han vil synge på den kongelige scene (det skal ikke være Greven i ’Figaro’ eller Don Juan for eksempel) eller fordi hans kalender og Operaens planlægning ikke helt kan finde hinanden.

Forbindelsen til Danmark er ellers god. Bo Skovhus giver jævnligt koncerter, og han har sin familie dér, som han også gerne vil besøge til trods for en travl karriere. En karriere under stadig udvikling.