Klaverjunkien, der solgte sit klaver og fandt sig selv | Interview Alexandre Tharaud

En pianist uden et klaver. Et klavernavn, der indimellem ikke føles rigtigt af manden, der bærer det, fordi det let bliver ædt op af alt det, der foregår udenom. Siger han selv.

Af Jens Povlsen

Alexandre Tharaud kan ikke lide livet som pianist. Ikke det hele. Og lige nu er han der, hvor han allermindst kan lide at være. På turné. Et nyt hotelværelse hver dag. Hver evig eneste dag. Uden plads til at være sig selv.
Sådan har Alexandre Tharaud det lige nu på sit hotelværelse i Savannah, Georgia, USA.
»Solistlivet er ikke mig. Det er stressende, for hver gang jeg er færdig med én koncert, tænker jeg på den næste. Nogle gange er jeg også meget langt hjemmefra. Ofte i lange perioder, hvor jeg kun har fokus på musikken og koncerterne. Man bliver lidt ensporet, og det er ikke så sundt. Især ikke, når man som jeg, også har brug for at bevare forbindelsen til familien derhjemme. Det er en kæmpe udfordring for mig, solistlivet«, fortæller Alexandre Tharaud åbenhjertigt.

»Jeg har det vidunderligt på scenen, men bag scenen befinder jeg mig imidlertid ikke så godt – det er virkelig to vidt forskellige ting for mig«

Alexandre Tharaud, pianist

Men Alexandre Tharaud har selv valgt det, og man må tage det sure med det søde. Det er han godt klar over. Han kan tage det – også selvom turnélivet gør det svært for ham at være helt sig selv.
»Da jeg var yngre, var det jo præcis det her liv, jeg ville have. Det var min største drøm. Man siger, at græsset altid er grønnere på den anden side af hækken, og det er nok sådan, jeg har det engang imellem«, siger Alexandre Tharaud med smil i stemmen. Det er godt at kende sig selv. Men stemmen får hurtigt en alvorligere klang:
»Jeg har altid vidst, at der var en pris at betale. Måske vidste jeg ikke, hvad det var, men jeg vidste, at noget skulle betales. Men jeg fortryder ikke, at jeg valgte musikken. Overhovedet ikke. De gode sider af solistlivet opvejer de dårlige, og jeg er villig til at betale prisen, for på scenen føler jeg mig hjemme. Fuldkommen hjemme. Jeg har det vidunderligt på scenen. Bag scenen befinder jeg mig imidlertid ikke så godt. Det er virkelig to vidt forskellige ting for mig. Jeg er dog også udmærket klar over, at der findes arbejde, der er meget mere krævende end mit. Klar over, at jeg er privilegeret som pianist«, fortsætter han stille.

Scenevant pariserbarn
Alexandre Tharaud fortæller åbent om sig selv. Ærligt. Der bliver ikke holdt igen. Han er ikke genert. Men ydmyg og virkelig følsom. Han virker også som en mand, der altid har haft nemt ved at stille sig op på den scene, alle i dag kender ham fra.
Det er ellers mange år siden, Alexandre Tharaud – et pariserbarn – optrådte på små scener i det nordlige Frankrig, fordi hans far havde operetter på hjernen og rejste rundt med operetteforestillinger. Som baryton og instruktør. Følelsen af at høre hjemme på en scene stammer fra dengang. En scene, han også entrede som balletdanser, for hans mor underviste i ballet på Pariseroperaen.
Der er nu noget meget mærkeligt ved Alexandre Tharaud …