OPERA ER IKKE FLÆSKESVÆR OG MARSBAR

Basbarytonen Johan Reuter, med de store internationale løfter, synger Don Juan, Henrik, Wozzeck, Macbeth m.fl., men i sin egen optik var han egentlig en fiks lille latino.

»Min Don Juan er jo den her lidt for halvgamle, lidt for halvfede fyr, men han har penge«, siger Johan senere, da vi diskuterer operaopsætningen. »Men han er den mest trendy mand på hotellet, hvor handlingen foregår. Han er smart klædt og ved alt om, hvad man skal sniffe for tiden, hvad der er in. Og så er det en fordel, at jeg ikke ligner Brad Pitt, for så ville jeg ikke passe til den her produktion. Tv er fuld af unge, smukke mennesker, balletten også – og skuespillet et langt stykke hen ad vejen. Sådan er det ikke i operaen. Operasangere ser stadig ud som almindelige mennesker, og vi bliver primært valgt til rollerne på grund af vores musikalitet. Og vi ser fuldstændig gennemsnitlige ud – heldigvis da, ellers ville det være svært at opnå den der identifikation med publikum«. Johan Reuters vokalt konstante tilstedeværelse i rummet til trods, ville det være en grov undervurdering af Johan Reuter, at kalde ham ”ren stemme”. I et langt tovtrækkeri under mit interview med ham lykkedes det mig aldrig, at få ham til at sætte ord på hans stemmes klang. Det forekom ham nærmest irrelevant at tale om klang, frivolt. Som noget udvortes, glasuragtigt. Hvis vi sad her og kunne kigge over på en violinkasse ovre ved væggen og kigge på det instrument, der var inde i – din stemme – hvordan ville du så beskrive den, når du så nøje efter? »Nu ligner den jo på ingen måde en violin …«, begynder Johan. Nej, det er ligegyldigt, men prøv at beskrive din stemme udefra, så objektivt som muligt, hvad den kan og ikke kan? »Jeg synger så mange forskellige ting, at man kan sige, at det er et alsidigt instrument … Hele tidshorisonten fra den tidligste musik til ting, der ikke er skrevet endnu«. Reuter kigger over i hjørnet, mod den fiktive instrumentkasse. »Tit er man noget helt andet end det, man troede«. Han er på vej til at sno sig udenom – den første ud af mange gange.

(Læs hele interviewet i klassisk nr. 4)

Tekst: Michael Bo; foto: Per Morten Abrahamsen