Portræt: Giacomo Puccini
Den knap så kolde hånd

Puccini havde en stor interesse for kvinder – både dem, der ofte døde i sidste akt af hans operaer, og de virkelige. Henrik Engelbrecht har undersøgt, hvor meget den italienske komponists elskerinder har dannet forlæg for kvindeskikkelserne på scenen.

Af Henrik Engelbrecht

Den 25. februar 1903 kører en bil på vejen mellem Lucca og Torre del Lago i Italien. Det er mørkt og tåget, og chaufføren mister herredømmet over bilen allerede efter nogle få kilometer. Den lander på taget, og chaufføren ligger på marken ved siden af den smadrede bil og skriger af smerte. Hans ben er brækket ved hoften. To af passagererne, en kvinde og en dreng, har kun fået overfladiske skrammer. Den sidste passager finder de tililende fra den nærliggende landsby først, da de vender bilen; her ligger en mand i en lille fordybning i marken, hvilket sandsynligvis har reddet hans liv. Manden er i chok, nærmest bedøvet af benzindampe, og han kan ikke tale. Han har brækket skinnebenet og må tilbringe de næste måneder i en kørestol.

Mandens navn er Giacomo Puccini, og han var på vej hjem til sin villa i Torre del Lago. I dag havde paparazzierne været på pletten, hvis en af landets mest berømte kunstnere var indblandet i et trafikuheld – og Puccini slipper ikke for presseomtale. Men han er meget opmærksom på, at pressen ikke får at vide, hvem der ellers var passagerer i hans bil.

Privat holder Puccini sig nemlig ikke tilbage: Han er ufatteligt forfængelig, han elsker jagt og hurtige biler – og han er rigtig glad for kvinder. Det gælder, når han skal finde nye historier til sine operaer og udstyre dem med hovedpersoner, og i ligeså høj grad når privatlivet tilsvarende skal krydres med kvindelig tilstedeværelse. Og ofte er grænsen mellem de to verdener svær at skelne mellem, når det gælder Puccini.

Elskerinder og roller
Helt tilbage fra sin første store succes med operaen ‘Manon Lescaut’ i 1893 har Puccini skabt kvinderoller, som alverdens sopraner siden har kastet sig frådende over som ægte lækkerbiskner, både vokalt og hvad angår karaktererne. Det er kvinderne, der er ofrene, og det er dem, man føler med, og dem som dør tragisk i sidste akt.
Mimi i ‘La Bohéme’ er den tuberkuløse sypige, der forelsker sig i digteren Rodolfo, men som ved, at hun vil dø, hvis hun bliver hos ham, der hverken kan tilbyde hende varme i kakkelovnen eller mad på bordet. Først da hun er døende, vender hun tilbage til manden i sit liv og giver Puccini mulighed for at skrive en af de mest gribende slutscener i operaens historie. Rollen uropføres i 1896 af sopranen Cesira Ferrani, som tidligere også var den første Manon Lescaut. Puccini og Ferrani er ikke kun komponist og sopran: Puccinis beundring for sangerinden glider over i en affære, som …