Richard Strauss 150 år
Ekstase i hverdagen

Med al sin overdådige pragt og romantiske brus er det nemt at overse et af de mest karakteristiske træk ved Richard Strauss’ musik: det banale. I en tid med velstand var Strauss en forkæmper for det triste – det kedelige, det almindelige og rutineprægede.

Af Andrew Mellor

Som ung kunne Richard Strauss være optaget af store emner som liv, død, menneskelig kærlighed og heltedåd. Men som han blev ældre, begyndte komponisten at sammensætte disse idéer med hændelser fra ‘hverdagen’. Han forberedte nogle af sine største øjeblikke af musikalsk ophøjethed med skildringer af indkøb, kortspil og diskussioner om, hvordan man skriver en opera.
Min egen direkte oplevelse af Strauss’ rejse mod det ekstatiske gennem det banale oplevede jeg den morgen, jeg tog af sted for at skrive denne artikel. Jeg hoppede på bussen fra min lejlighed i det sydlige London i retning mod Westminster Music Library for at lave research. På min iPod var Decca-indspilningen af Strauss-operaen ‘Capriccio’ med Kiri Te Kanawa; den indledende sekstet blandede sig med livet, lige da bussen satte fra stoppestedet.

»Strauss dyrkede med fuldt overlæg et billede af sig selv som en almindelig arbejder, der skrev musik for at leve af det«

‘Capriccio’ (1942) ligger langt fra de “tre store” Strauss-operaer, der bliver talt mest om og bliver fortolket mest i år (‘Elektra’, ‘Salome’ og ‘Rosenkavaleren’). I stedet for et traditionelt plot er der i ‘Capriccio’ blot én situation: en lang filosofisk og allegorisk diskussion imellem en gruppe overklasseløg om, hvad der er vigtigst i opera: poesi eller musik. ‘Capriccio’ kan være frustrerende pedantisk og sløv i det. Og det kan kun være sådan, taget i betragtning af den diskussionsfokuserede handling og mangel på åbenlys seksuel drivkraft.

Lyksalighed og trafikpropper
Det skulle have taget min bus omkring tre kvarter at nå til biblioteket, men sådan gik det ikke. Trafikuheld i Stockwell og Vauxhall ledte os ind i smalle sidegader, som det store, røde køretøj sneglede sig igennem med en fart på et par meter i minuttet. Over en time senere, efter at have humpet over Themsen, tvang en protestmarch ved Pimlico bussen til 20 minutters stilstand. Det var ikke en særlig behagelig oplevelse for nogen af passagerne – de fleste havde inden da forladt bussen. Oveni dét, var dette den første rigtige varme sommerdag.
Efter næsten tre timer indespærret i dette kvælende metalhylster nåede jeg til ‘Capriccio’s berømte finale. Grevinden, der har ansvaret for, om enten ord eller lyd er af størst betydning (og som samtidig tilbyder sin hånd til enten digteren eller komponisten), træder ud på en balkon badet i måneskin. Hun indleder en sonet, tidligere i operaen sunget forholdsvis “groft” af tenoren, og synger den i det sopranregister, som Strauss mente var Jordens smukkeste instrument. Hvad der så følger, er cirka 20 minutters ren og skær musikalsk ekstase …

LÆS HELE ARTIKLEN I KLASSISK NR. 34