SÅ GODT SOM VIRKELIGHEDEN – ELLER BEDRE

Nogle slogans forandrer sig aldrig. »Forbedret kvalitet!« og »Nu endnu bedre!« er et par af dem, og takket være menneskets snilde har de ofte svaret til virkeligheden. Man ER vitterlig blevet bedre til mange ting gennem tiden. Fx til at optage lyd. Den lydkvalitet, der var chokerende god i 1895, er latterlig og rædselsfuld at lytte til i dag. Stereo var i 1960’erne et kvantespring i forhold til mono, og mange følte det på samme måde, da cd-pladen dukkede op som afløser for lp’en. Hvad der sker med lydkvaliteten i dag er til gengæld mere diskutabelt. Situationen er i hvert fald ikke så entydig. Mere om det senere. Her først en hyldest til de geniale og stædige opfindere i 1800-tallet, som musiklyttere i det 21. århundrede stadig har meget at takke for.

Første skridt
Den første mand, der optog lyd, vidste ikke hvordan han kunne afspille lyden igen. Men det holdt ham ikke tilbage fra at optage! Franskmanden Edouard-Leon Scott de Martinville byggede i 1850’erne et apparat, der kunne aftegne lydsvingninger på en sodsværtet paptromle.
Med den teknik lavede han en stor samling optagelser, men hverken han eller eftertiden fik nogen glæde af resultaterne. En streg ridset i sodet papir kunne ikke give lyd fra sig. Først i 2008 lykkedes det med computerteknologi at afkode stregerne, og en velbevaret rulle lavet i 1860 viste sig at indeholde en kvindestemme, der synger ti sekunder af ’Au clair de la lune’ – også kendt som ’Pjerrot sagde til månen’. Det er verdens ældste lydoptagelse.
Det amerikanske multigeni Thomas Edison, der også stod bag glødelampen, opfandt fonografen i 1877. Den skærer lydsvingningerne som riller i en voksrulle, og rullen kan så støbes i et holdbart materiale bagefter. Ti år senere opfandt tyskeren Emil Berliner sin ”grammofon”, og den flade plade viste sig i længden bedre egnet til kommercielle lydoptagelser end valserne
Fælles for de to apparater var, at man optog lyden ved at spille eller synge ind i en tragt. Det var ikke altid lige nemt, og man måtte foretage alle mulige krumspring. Sangere måtte helt bogstaveligt skubbes …

(Læs hele artiklen i KLASSISK nr. 18)

Tekst: Jens Cornelius. Foto: Lauterwasser/Unitel