Artikel

Under den charmerende overflade | Portræt Benjamin Britten

Engelsk musik var i flere hundrede år ikke noget at skrive hjem om. Men så kom Benjamin Britten – ophavsmanden til nogle af de smukkest klingende, men også mest foruroligende værker.

Af Mikael Garnæs

I en tidsalder, hvor traditionerne stod for fald, viste Britten, at det lod sig gøre at skrive både vedkommende og nytænkende på skuldrene af forgængerne.

Hans udgangspunkt var ikke hans umiddelbare forgængere Elgar og Vaughan Williams. Brittens engelske rødder findes snarere hos barokkomponister som Henry Purcell. Af samtidige komponister er han mest i slægt med Mahler, Sjostakovitj, eller en følsom avantgardist som Alban Berg.

På overfladen ligger Brittens musik i forlængelse af det traditionelle tonale system. Men analyserer man den, er det tit svært at fastslå en toneart eller en bestemt dur/mol toneart. Den er tonal med et ”twist”. På overfladen ser Brittens musik ud til at være letflydende, charmerende og positiv, men det er et blændværk. Når man lytter efter, bliver man opmærksom på noget meget mørkt, der lurer under overfladen.

»He was a man at odds with the world. And he didn’t show it«

Leonard Bernstein om Benjamin Britten

Midt i den idylliske ’Serenade for tenor, horn og orkester’ står sangen ’The sick rose’ om en usynlig orm, der hemmeligt æder rosen op indefra. I William Blakes digt er det et symbol på Satan, der er til stede over alt, og i Britten forsyner det med et af sine ofte brugte musikalske symboler: dur-tertsen der mørknes til mol. Det er en musikalsk praksis, der er så sjælden, at den virker påfaldende. Blandt de få klassiske komponister, der har anvendt den, er Schubert; nævnes kan også ”skæbnemotivet” i Mahlers 6. Symfoni. Motivet kommer igen i Brittens sidste opera, ’Døden i Venedig’, hvor det spreder sin gift i takt med, at hovedpersonen forfalder som menneske og koleraen breder sig i Venedig.

Leonard Bernstein talte om en stor smerte i Brittens musik. »He was a man at odds with the world. And he didn’t show it«.
For den unge Britten førte denne smerte til et ungdomsoprør […]

Benjamin Britten
1913-1976, regnes som blandt de største britiske komponister.
Lagde afstand til engelsk musik og fandt inspiration i komponister som Mahler, Alban Berg og Stravinskij. Den dramatiske outsideropera ’Peter Grimes’ (1945) blev Brittens internationale gennembrud. I operahuse er han i dag af de mest opførte komponister fra det 20. århundrede. Hans sans for gode og ekspressive melodier, fængslende drama og det overraskende i det velkendte gør Britten til en moderne mester. I 1968 modtog han Léonie Sonnings Musikpris.

Bestil abonnement på magasinet KLASSISK

FLERE ARTIKLER