ANMELDELSE: ATHELAS SINFONIETTA

Usammenhængende koncert med hamre og segl. Athelas filede sig groft gennem russisk koncertprogram, der sluttede af med Carl Nielsens omdiskuterede sidste symfoni.

3 ud af 6 stjerner

Af Sune Anderberg

»Carl Nielsens sidste symfoni hænger simpelthen ikke sammen, og vidste vi det ikke før, så ved vi det nu«. Politikens Thomas Michelsen var omtrent så begejstret, som russiske magthavere er det for revolutioner, første gang Athelas Sinfonietta opførte Hans Abrahamsens arrangement af Carl Nielsens Sjette Symfoni. Det var i 2010, og onsdag aften var værket igen på programmet. Denne gang i koncertsalen på Borups Højskole ved Slotsholmen som optakt til Athelas’ besøg på Sound Ways-festivalen i Sankt Petersborg fredag.
Og nej, Carl Nielsens sjette symfoni hænger stadig ikke sammen. Den er episodisk, stilforvirret, og instrumentgrupperne skifter abrupt mellem hinanden. Men det er ikke i sig selv forbrydelser for det moderne øre. Derfor blev netop Nielsens ’svagheder’ dyrket i programmet onsdag aften, først med Alexander Radvilovichs postkortagtige Pusjkin-kammersymfoni, siden med Simon Christensens rapsodiske ’Parade Cracks’ som forret.
Christian Kluxen, der til daglig dirigerer store symfoniorkestre, kæmpede dog med den omskiftelige klang i det mindre ensemble. Først da Radvilovichs stil blev størst og mest aggressiv, fandt Kluxen ind til den tresårige russer, nok fordi han her mindede ikke så lidt om forbilledet Stravinskij. Mindre idoldyrkende var ’Parade Cracks’, men lige så flagrende: spyttende fløjter brugt som perkussion, solistisk dominerende klaver, minimalistisk repetitive strygere, faseforskydning – idéerne stod i kø, men blev aldrig helt foldet ud.
Kluxen var mere hjemme i Nielsen, lige fra førstesatsens wienerklassiske tendenser til fjerdesatsens kamp mellem selvsamme tendenser og den stravinskijske aggression. Stadig med de grove skift mellem instrumentgrupper, som bliver endnu mere markante af ensemblets solistiske besætning. Til gengæld klædte det Nielsens mærkelige symfoni med det mindre orkesters spændstighed og lunefuldhed – og Abrahamsens humoristiske brug af harmonium undervejs. Stilen glider bedre ned, end når det store orkester gør sine manøvrer. Alligevel kammede instrumenteringen en smule over med slagtøjets dominerende rolle, og symfoniorkestrets nuancer manglede i store dele af opførelsen.
Athelas’ russiske eventyr gjorde ikke alverden af sig, hverken værk- eller opførelsesmæssigt, men som forsøg på at revitalisere Nielsens mindst populære symfoni var idéen såmænd ikke dårlig. Koncerten var usammenhængende, og det var vel egentlig også meningen.

Onsdag den 18. november, Borups Højskole
Athelas Sinfonietta, dir. Christian Kluxen: Alexander Radvilovichs ’”Pusjkin” – kammersymfoni i fem epigrafer’, Simon Christensens ’Parade Cracks’, Carl Nielsens ’Sjette Symfoni’.

Foto: PR