Anmeldelse: Bo Skovhus og Københavns Drengekor

På papiret lignede denne koncert en samling tilfældigt udvalgte vokale værker af Brahms og Carl Nielsen, som Bo Skovhus og Københavns Drengekor skiftevis skulle fremføre. Men i Tivolis Koncertsal blev det en langt mere poetisk oplevelse.

Af Andrew Mellor

Nogen må have tænkt sig godt og grundigt om med hensyn til programlægningen, som var en form for omvendt solnedgang, der begyndte som en lille glød, der langsomt voksede og endte som et bål. Vedkommende havde i detaljen tænkt på hvornår og hvordan man kunne ændre stemningen ved koncerten ved at lave et skift undervejs (som kom mellem Carl Nielsens ’Aftenstemning’ og ’Danmark, nu blunder den lyse nat’, hvor koret ubesværet gled ind i en løsere opstilling på scenen).

Det giver mening at koncerten startede med ’Benedictus’ fra Carl Nielsens tre motetter, en demonstration af drengekorets polyfone evner. Men det blev lidt for alvorlig til lejligheden og intonationen blev aldrig helt sikker, hvilket mere gjorte sig gældende for de voksne sangere end drengene. En Sopran-Alt-Tenor-Bas sang som ‘Tit er jeg glad’ ville have fungeret bedre, og den ville samtidig havde banet vejen for de mere modne Brahms-sange, der kom bagefter.

Brahms var for det meste fantastisk. Koret var varmet op, og da de nåede til ’Waldesnacht’, smeltede stemmerne delikat sammen og musikken bevægede sig som tidevandet i et naturligt tempo, som om der var en anden kraft, der styrede opførelsen, og det afspejlede fint Bo Skovhus vokalarbejde i de to af Brahms’ opus 32 lieder, der kom umiddelbart før. Skovhus sang Brahms med en elastisticitet og subtilitet og farve i sin vokal; han er aldrig bange for at synge ganske pianissimo og hans stemme åbner sig vidunderligt op i højden – alt det man ikke hørte da Stephen Milling sang Brahms i Tivoli den 5. juni. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at koret havde været en anelse mørkere og varieret i klangen i Brahms ’Abendständchen’.

Det var netop sådan de sang i Bo Holtens arrangement af Carl Nielsens ’Vi sletternes Sønner’ mens ’Sommersang’ var fuld af bevægelse. Opførelsen af Carl Nielsen ’Hjemve’ tror jeg ville have fungeret bedre med en mere ligetil tilgang. Her valgte Skovhus af slække i det tempoet og glide op og ned mellem tonerne. Det blev efterfulgt af John Høybyes arrangement af ’Saenk kun dit hoved’ for et mindre kor, der sang fra en af koncertsalens balkoner og som hav sangen en magisk effekt, efterfulgt af ’Min pige er så lys som rav’, hvor slutningen af hver strofe lød så frisk, som hoppede de på fjedre. Man kunne pege på nogle tekniske problemer med koret – i basgruppen skred intonationen, når der blev sunget op- og nedad skalaer og konsonanterne blev ikke placeret ens i slutningen af stroferne – men detaljer som disse skal ikke lægge en dæmper på den varme glød som var tilstede under denne midsommerkoncert.

4 ud af 6 stjerner

Tirsdag 23. juni i Tivolis Koncertsal
Bo Skovhus og Københavns Drengekor opfører sange, lieder og korsange af Carl Nielsen og Brahms.

Foto: Roland Unger