Anmeldelse: Cecilia Bartoli i Tivoli

Der er kunstnere, som er lettere uklare i deres profil. Og så er der kunstnere, der går klokkeklart igennem og som tematiserer deres projekter, så man ikke er sekund i tvivl om, hvad de står for. Sådan en sanger er Cecilia Bartoli, et sjældent vidunder, og ved onsdagens priskoncert sendte hun publikum i larmende spontanklapsalver gang på gang.

Porpora, Broschi, Veracini, Araia … hvem kender disse komponister, som den verdensberømte mezzosopran sang denne aften? Stort set ingen, og det var også fuldstændigt ligegyldigt, når Bartoli kunne jonglere med sine koloraturer og indtage med en smuk inderlighed og charme. Humor har hun også masser af, indimellem næsten så det bliver for fjantet, men alligevel befriende for en musikgenre, der har det med at være selvhøjtidelig. I de mere sørgmodige arier blev man rørt af Bartolis mesterlige fraser i piano. Men alvoren varede aldrig længe onsdag aften, før der stod ”legebarn” i hendes store smil og intense øjne. Og publikum var med hele vejen.

Til Sonning-koncerten blev hun ledsaget af Zürich-operaens barokorkester La Scintilla, som i sig selv var hele koncerten værd med dets energiske, smidige og livfulde spil. Godt nok var man ikke i tvivl om, at solisten krævede godt med plads, så orkestret måske var reduceret lovlig meget til lydtapet, når hun sang. Men musikerne kunne adskillige gange fyre den af i diverse ouverturer.

Anført af den internationale kapacitet Ada Pesch antændte denne fe-tante af en koncertmester orkestret, så gnisterne dansede hen over scenen. Der var fine passager med gamle ventilløse horn, der med deres lidt flossede og brummende tone fremmanede 1700-tals-atmosfære med alle dets instrumenttekniske fordele og ulemper med hensyn til klang og spilleteknik.

Barokoboerne klinger også blødere end de senere udviklede oboer, og de ældre instrumenter er egentlig mere behagelige at lytte til i længden. La Scintillas obosolister lagde ligesom dets hornister et flot og adræt melodispil for dagen. Hvorimod fløjtenisterne ikke præsenterede helt samme smidighed og gennemslagskraft til at matche Bartolis brand.

Mezzo-stjernen var denne aften i hopla som den evige show-woman med arier af ukendte barokkomponister i kufferten og som en anden musketer iført kalvekrøs, kappe, skjorte og lange støvler. Kun i koloraturpasssager i nogle af de første arier skulle hun koncentrere sig ekstra meget, hvilket tappede på hendes overskud, så hun ikke fremstod helt så upåvirket som ellers til koncerten.
Per Rask Madsen

Fem ud af seks stjerner

Cecilia Bartoli og Orchestra La Scintilla
16. juni 2010 i Tivolis Koncertsal.
Koncert og overrækkelse af Leonie Sonnings Musikpris 2010 på 600.000 kr. til Cecilia Bartoli.
Musik af Nicolò Porpora, Riccardo Broschi, Francesco Maria Veracini, Leonardo Vinci, Leonardo Leo, Francesco Araia, Carl Heinrich Graun, Alessandro Scarlatti, Antonio Caldara.

Foto: Decca / Uli Weber