Nyhed
Anmeldelse: CSQ feat. Michala Petri og Figura Ensemble
5. november 2011
5. november 2011
Manner, for en koncert. På papiret kunne mødet mellem en saxofonkvartet, en blokfløjtestjerne samt tre musikere på henholdsvis kontrabas/el-guitar, klarinet og slagtøj ellers se ud som en løjerlig konstellation.
Nok var koncerten i Holmens Kirke sjældent hørt mere alsidig, men programmet var i sig selv komponeret, så man kunne nyde de forskellige instrumenters stærke sider: blokfløjten, når Michala Petri skød tonerne af sted i et perlende moto perpetuo; de fire saxofoners evne til både at samle sig som enhed og til at stikke i alle retninger; kontrabassen som lyriker eller jazzagtigt fundament; det dejligt beroligende ved den arabiske darbuka-tromme.
Copenhagen Saxophone Quartet var værten, der havde inviteret musikalske venner. Kvartetten åbnede helt klassisk med præludiet og fugaen i f-mol fra Bachs ‘Wohltemperierte Klavier’ bind 1. Akustikken i Holmens Kirke hyller tilhøreren i lyd med en meget lang efterklang, der gør tonerne så tykke, at de næsten hænger i luften. Men det hæmmede alligevel ikke oplevelsen.
Heller ikke selvom CSQ havde valgt et noget langsomt tempo til Bach-præludiet. Med det drævende tempo havde man rig mulighed for at høre den harmoniske udvikling og stemmeføringen og ikke mindst instrumenternes særpræg. Barytonsaxofonen stak mere ud, end en basstemme som oftest gør, og det klædte egentlig Bach, at man virkelig kunne nyde Charlotte Anderssons dybe sax.
Blokfløjten lød bleg sammen med saxofonerne, da Michala Petri i nummeret efter sluttede sig til ensemblet. Hendes instrument blev ikke på samme måde båret af kirkerummet, som de fire blæsere gjorde. Men i partitaen BWV 1013, der så fulgte, tændte Petri for barokmotoren, så hendes musikerskab og instrument kom til deres ret i rigt mål.
CSQ’s norskfødte sopransaxofonist, Torben Snekkestad, stod bag nogle fantastiske arrangementer af to traditionelle norske melodier – koncertens første ud af flere overraskelser, der gjorde, at man som publikum havde skærpet koncentration. Musikken lød godt, en enkel dansemelodi blev gjort underfundig og raffineret, i salmen efter lagde Charlotte Andersson pludselig sin sax og rejste sig og sang med en ren og vibratoløs stemme. Det smukke blev dog snart afløst af en raspende kontrabas i en nyere norsk komposition. Igen i programmets to sidste indslag viste Torben Snekkestad sig som en spændende arrangør, hvor musikken virkelig kom op på kogepunktet. Det var befriende at opleve klassiske musikere så sig sådan løs.
En koncert, denne anmelder og sandsynligvis de ca. 250 andre tilhørere sent vil glemme. Få nu indspillet den musik på cd, CSQ!
5 ud af 6 stjerner
/Per Rask Madsen
Koncert søndag den 4. december i Holmens Kirke, Kbh
Med Copenhagen Saxophone Quartet (Torben Snekkestad, sopransax, Maret Petersen, altsax, Jeanette Balland, tenorsax, Charlotte Andersson, barytonsax), Michala Petri og Figura Ensemble (Anna Klett, klarinet, Jesper Egelund, kontrabas og slide-guitar, Frans Hansen, slagtøj).
Musik af J.S. Bach, D. Scarlatti, Lars Petter Hagen, Tom W. Rustad, Anour Brahem samt trad. norske melodier.
FLERE NYHEDER