Nyhed

ANMELDELSE: Det Kgl. Kapel og Magdalena Anna Hofmann

Det Kgl. Kapel tegnede et tilfældigt billede af det 20. århundrede. Flot leveret, men uden idé.

4 ud af 6 stjerner

Af Sune Anderberg

En rejse gennem det 20. århundrede. Sådan lød invitationen fra Det Kongelige Kapel og chefdirigent Michael Boder, da Operaen i fredags bød indenfor til sæsonens første kapelkoncert. Og enten var invitationen ikke nået ud til så mange, eller også – hvilket er mere sandsynligt – kan selv ikke Carl Nielsen lokke det store publikum til en koncert, der ud over nationalhelten også har Schönberg og Per Nørgård på programmet.

Kun 500 var mødt frem, og der er plads til det tredobbelte. En af dem, der dog dukkede op, var Nørgård selv. Det kniber med bentøjet for den 83-årige mester, men han kunne ikke lade chancen glippe for at overvære opførelsen af tresserværket ’Iris’, som han i sin tid komponerede til netop Kapellet. Og trods et utal af samtidige melodier var det et homogent udtryk, Boder præsenterede, og det 14 minutter lange værk fastholdt hele tiden publikums interesse ved skiftevis at lade solister træde frem og siden finde deres plads i kakofonien igen. Selvfølgelig skurrede det, men man kunne have fundet mange mere kradse værker til en rejse gennem det 20. århundrede.

Næste værk var Schönbergs mystiske ’Erwartung’. Et monodrama om en kvindes desperate søgen efter sin elskede, som hun til sidst finder liggende død på jorden i en mørk skov. Senromantisk til op over begge ører, og den polske solist Magdalena Anna Hofmann (foto) var tilpas teatralsk i sin vokal til at ramme stilen godt. Husk: Det er fra en tid, hvor Schönberg endnu ikke havde lært at tøjle sit ekspressive udtryk gennem tolvtoneteknikken. Og trods den faktisk fremragende levering kunne man ikke undgå at savne Schönbergs mindre besætninger og kortere værker, for hans ellers varierede tonesprog og abrupte rytmik drukner ganske enkelt i løbet af den halve times historiefortælling. Det var flot, men en smule uvedkommende – og underligt pænt efter at have hørt ’Iris’ lige forinden.

Anderledes fængende er Carl Nielsens 5. symfoni fra 1922. Især den centrale lilletromme, der ihærdigt, men forgæves, forsøger at smadre værket undervejs, gør det vanskeligt ikke at høre symfonien som en dramatisk fortælling om verdenskrigens ødelæggelse og den nye freds begyndelse. Her var Kapellet på hjemmebane, og selvsikkerheden var tydelig – lige fra den fine, næsten uhørlige vippende violinstemme, der væver sig ind og ud af præsentationen, til den asynkrone trommestemme, der skal spilles i et hurtigere tempo end resten af orkestret. ”Sådan, mand!” råbte en ældre herre bag mig, da symfonien var til ende, og det var velvalgte ord. Vi gjorde vores for at klappe Operaens affolkede rum op og blev belønnet med ouverturen fra ’Maskarade’ som ekstranummer. Den skriger dog ikke ligefrem på det tyvende århundrede.

Måske skulle man have satset på et endnu mere kradsbørstigt program, når nu det endelig var. Det kunne måske have tiltrukket sig større opmærksomhed. I stedet endte man med en fod i hver lejr – mellem Nørgårds bid og Nielsens melodier. Flot leveret, men uden en egentlig idé med udvalget.

Fredag den 11. september i Operaen
Det Kongelige Kapel, dir. Michael Boder: Kapelkoncert #1, ‘Toner fra det 20. århundrede’: Nørgårds ‘Iris’, Schönbergs ‘Erwartung’, Carl Nielsens 5. symfoni.

Foto: PR

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER