Anmeldelse: Il Giardino Armonico og Roberta Invernizzi

Omkring 400 barokelskere havde fundet vej til Koncertsalen i Tivoli, som kunne byde på det førende specialensemble Il Giardino Armonico. Deres første besøg i Danmark. Ensemblets antal musikere (op til otte) og ikke voldsomme lydstyrke gjorde koncerten til en kammermusikalsk oplevelse, og sad man langt tilbage i salen, var lydoplevelsen ikke helt nærværende nok. Tættere på fik man især mærkbart større glæde af gæstesopranen Roberta Invernizzis stemme.

Programmet vekslede mellem koncerter af tre ukendte barokkomponister og så kantater af Pergolesi. Der blev lagt en kende forsigtigt ud med en Blokfløjtekoncert med Il Giardino Armonicos leder, Giovanni Antonini, som solist. Man kunne godt have skudt showet i gang lidt festligere, og havde man ensemblets potente indspilning af Händels 12 Concerti Grossi op. 6 i ørerne hjemmefra, så blev man måske lidt skuffet over den mere sprøde og transparente klang, der lød i Tivoli.

Giovanni Antonini var ét med sin blokfløjte og halvt dansede, halvt dirigerede tropperne (med ryggen til dem) med albuerne og anden indforståede tegngivning. Eller var det bare krukkeri? Det var vældig underholdende at se på, og Antoninis instruments klang var usædvanligt behagelig og blød for en blokfløjte at være. Hans spil var smidigt og i konstant dialog med sine medspilleres.
Bag ved Antonini var jeg især optaget af violinisten Marco Bianchi, hvis engagement var smittende. Der var herligt med krop på Bianchis optræden, så man oplevede fraseringerne forplante sig fra hans violinarme ned til resten af hans klippefaste krop. Han og resten af ensemblet spillede formidabelt, fjedrende, dansende og rytmisk uhyre præcist.

Roberta Invernizzi sang med detaljerne på plads og med en velartikuleret og halvmørk, næsten mezzo-agtig klang med afmålt mængde vibrato. Recitativer kan tit kede, men Invernizzi glødede også i disse passager, på trods af ikke ligefrem at være hjulpet af salens sparsomme efterklang. Selvom der var tale om kantater og ikke uddrag fra operaer, var Invernizzi ofte overraskende dramatisk og gestikulerede løs, dog lidt hæmmet af at skulle læse noder, hvilket også lidt for meget gik ud over affraseringer, som endte med at blive sunget ned i nodestativet. Til gengæld trak det op i karaktergivningen, at hun med italiensk som modersmål havde et diktionsmæssigt overskud og virkelig kunne skrue op for dramablusset i recitativerne.

Instrumentalisterne kunne imidlertid opleves som lidt selvtilstrækkelige og ikke altid lige interesserede i publikumskontakt. Og det trak også ned, at ikke alle kompositionerne var lige spændende.
Valget af Pergolesis kantater er fint i forlængelse af, at stjernesopranen Anna Netrebko tidligere på året gjorde sit for at udbrede Pergolesis musik.

4 ud af 6 stjerner

/Per Rask Madsen

Koncert i Tivoli 17. juni 2011
Il Giardino Armonico, italiensk barokensemble. Roberta Invernizzi, sopran.
Program: Koncerter af Domenico Sarri, Francesco Mancini og Francesco Durante samt kantater af Giovanni Battista Pergolesi.