Anmeldelse: Jan Lisiecki og Tivoli Symfoni Orkester

Den canadiske pianist Jan Lisieckis tolkning af Chopins første klaverkoncert var næsten overnaturlig, og samspillet med Tivolis Symfoniorkester var gennemført følsomt og ægte.

6 ud af 6 stjerner

Af Andrew Mellor

En velklingende strygersektion, tydelige crescendoer og diminuendoer, præcise og indfølende træblæsere, en spændstig messingsektion med bid. Copenhagen Phil (eller Tivolis Symfoniorkester) spiller Beethoven med en pirrende og distinkt lyd, ligesom på deres indspilning af hans første klaverkoncert med Marianna Shirinyan. Den tyske dirigent Sebastian Lang-Lessing formåede endda denne fredag aften at få endnu mere detalje frem i orkestret i Beethovens Prometheus-ouverture end på udgivelsen. Førsteviolinerne fulgte melodiske fraser helt til ende, og gav ofte den sidste node ekstra opmærksomhed. Gode orkestrer gør sig umage med dette, men ikke alle formår at få det til at lyde så naturligt og uanfægtet.

Disse to ord og mange flere beskriver også den canadiske pianist Jan Lisiecki, der spillede med en forbløffende friskhed. En naturlighed som i Chopins første klaverkoncert næsten blev overnaturlig. Lisiecki gør ikke noget, fordi han har hørt en ”stor” pianist gøre det samme førhen. Han finder i stedet sin egen balance, klarhed og elegance. I den langsomme sats i Chopins første klaverkoncert virkede det som om, der var luft rundt om hver enkelt tone. Chopin blev nærmet spillet som Mozart – ikke bagud skuende fra romantikkernes ståsted. Hans samspil med orkestermusikerne var gennemført følsomt og ægte. Og som ekstranummer spillede han Chopins cis-mol Nocturne, opus posthum. Jeg mindes ikke før at have oplevet et helt orkesters musikere være så opmærksomme under et ekstranummer.

Af alle Tjajkovskijs symfonier har den første, ‘Vinterdrømme’, måske nydt mest af den nuværende tendens hvor fokus er på gennemsigtighed og klarhed. Sebastian Lang-Lessing kender alt til denne stil, men til forskel fra dirigenter som Petrenko og Jurowski lader han symfoniens ild brænde energisk. Til tider for energisk. Ved koncerten havde orkestrets messingsektion, med undtagelse af hornene, en tendens til at overblæse. Men i en symfoni der hele tiden stiger med et uundgåeligt klimaks, viste Lang-Lessing sine kvaliteter som mesterarkitekt. Han knækkede koden til symfoniens eventyrstemning og afslørede den boblende glæde som gennemsyrer værket. Jeg har set berømte orkestre opføre langt mindre interessante og klangmatte udgaver af denne symfoni. Denne aften strålede symfonien fra Tivolis scene ligesom den uophørlige københavnske sol. Denne overraskende dejlige koncert reddede min weekend.

Fredag den 21. august i Tivolis Koncertsal
Pianist Jan Lisiecki, klaver, Tivolis Symfoniorkester, dir. Sebastian Lang-Lessing
Program: Beethovens Prometeus-ouverture, Chopins Klaverkoncert nr. 1 og Tjajkovskijs Symfoni nr. 1, Vinterdrømme.

Arkivfoto: Windsor Star