Anmeldelse: L’amico Fritz

Rollerne er klart defineret, og instruktøren Barker-Caven har holdt rammerne enkle. Det giver plads til, at en troværdig kærlighedshistorie kan udfolde sig mellem Fritz og Suzel.

5 ud af 6 stjerner

Af Andrew Mellor

Gennem tiden har kritikerne ikke været venligt stemt overfor Pietro Mascagnis første helaftens opera. George Bernard Shaw beskrev den som en opera ”du ikke vil savne at have oplevet, hvis du har noget bedre at tage dig til”, og den engelske anmelder John Steane hævdede, “at det var en bedre lytteroplevelse end at se den på scenen”. Men publikum, der overværede Den Jyske Operas opsætning på Det Kgl. Teaters gamle scene, værdsatte værkets danske premiere. Måske er ’L’amico Fritz’ – den simple fortælling om en rig mand der opdager kærligheden – mere relevant i vores tidsalder, end vi går og tror.

Shaw og Steane vidste, at fraværet af dramatisk intensitet i operaen (en mand forelsker sig langsomt i en kvinde) betyder, at opsætningen skal tilføres omsorg og kærlighed i rigelige mængder for at engagere et publikum. Og det er præcis hvad Michael Barker-Cavens produktion leverer – en enkel, traditionel, alsidig og ofte smuk opsætning. Rollerne er klart defineret, og Barker-Caven har holdt rammerne enkle. Det giver plads til, at en troværdig kærlighedshistorie kan udfolde sig mellem Fritz og Suzel.

Det kan man også takke dirigent Martin André for. Copenhagen Phils spillestil passer godt til denne italienske stil, hvor lyden i det gamle teater er kompakt – måske i stil med lyden i et provinsteater i Italien. André og orkestret spiller luftigt, trompeterne slingrer dog lidt undervejs, men intensiteten bevares hele vejen. Alt i alt meget autentisk italiensk, forsætligt eller ej.

Scott Quinn og Natalya Romaniw, som Fritz og Suzel, har ikke Lucianno Pavarotti og Mirella Frenis stemmer, men de fejer alligevel benene væk under os med deres troværdige romantik. Quinns tenor mangler til tider dybde, men han har et ægte italiensk legato og stil. Romaniw har langt mere vokalstyrke, men til tider presser hun sin sang for komme ud over orkestergraven. Det var en usædvanligt god vokalpræstation fra Andrea Pellegrini (Beppe), og Lars Møller (David) viste dramatisk tilstedeværelse i 2. akt, efter en lidt vaklende vokalstart. En af de sjældne aftener i operahuset, hvor alt lykkes, og resultaterne var beskedne men alligevel vidunderlige.

Onsdag den 24. oktober Det Kgl. Teater, gl. scene, Kbh.
Komponist Pietro Mascagni, librettist Nicola Daspura, instruktør Michael Barker-Caven. Sangere: Scott Quinn (Fritz), Natalya Romaniw (Suzel), Andrea Pellegrini (Beppe), Lars Møller (David) m.fl.

Foto: Anders Bach