Anmeldelse: Rued Langgaard Festival

Af Andrew Mellor

I år er det ikke kun 200 år siden Richard Wagner blev født, det er også hundredåret for premieren på Rued Langgaards 1. Symfoni. Dette års Langgaard Festival i Ribe søgte at belyse begge komponister på nye måder ved at sætte deres dybt åndelige og kompromisløse værker over for hinanden.
At programlægge Langgaards lange, stormfulde 1. Symfoni lige efter Wagners korte, lysende ’Siegfried Idyl’ i Ribes Katedral, hvor Langgaard tjente som organist i 13 år, så risikabelt ud. Hvordan ville Sønderjyllands Symfoniorkester tackle Langgaards ubarmhjertige krav og katedralens ekkoagtige akustik. Ville Langgaard se dum ud på sin hjemmebane ved siden af Wagners usædvanligt økonomiske tekstur og melankoli?

Ikke det mindste. ’Siegfried Idyl’ formåede ikke at skabe en så intim stemning, men værket udfoldede sig fint i kirken. Thomas Dausgaard tog akustikken endnu klogere i brug med Langgaard, hvor han tillod store armbevægelser at vokse og få finalens generalpauser til at “klinge” som chokerende tavshed. Orkestrets selvtillid voksede med symfoniens hårde tekniske udfordringer, og Dausgaard dirigerede fuldstændig overbevisende, så Langgaards livsbekræftende musik blev sendt ned ad kirkens midterskib som en almægtig storm. De sidste partitursider, pointeret af messingblæsere højt oppe rundt om midterskibet, var overvældende.

Wagners indflydelse er der langt hen ad vejen i 1. Symfonis orkesterdetaljer, men vi lærte endnu mere om begge mænd i den følgende aftens opførelse: dele af Wagners opera ’Parsifal’ med indlagte orgelværker af Langgaard.
Bo Gunges arrangement af dele fra ’Parsifal’s orkesterpartitur til messingblæsere og slagtøj var et mirakel. Sjældent savnede man strygere og træblæsere – det var, som om Gunge havde brugt årtier på at udforske, hvilke lyde han kunne indsamle fra forskellige kombinationer af messingdæmpere.
Hele opførelsen havde en dyb følelse af fællesskab, mest fordi det begyndte udenfor, og under det store optog i 1. akt blev publikum inviteret til at følge med ind i kirkens intime rum.

Men genistregen var idéen i sig selv. ’Parsifal’ er en ekstremt Langgaardsk opera, og den genlyder af sociale spørgsmål, når den opføres i en kirkes halvblasfemiske omgivelser: Kundry forfører Parsifal på en seng – foran alteret. Fiktion blev konstant mikset med virkelighed, da de udklædte riddere sad på korpladserne som præster. Birgitte Ebert tordnede apokalyptisk Langgaard ud fra orglet, som om komponisten var tilbage i bygningen og befalede Trine Bastrup Møllers sensuelle Kundry at opføre sig ordentligt. Da katedralen ved operaens slutning blev badet i et klart, hvidt lys, tog ”ridderne” deres kapper af for at afsløre deres hverdagstøj og omfavnede hinanden i sideskibet. Ikke blot et vitalt glimt ind i Langgaards teologisk inderlige og tågede verden: Det var den mest åbenbarende Wagner-oplevelse, jeg var heldig at være vidne til i 2013.

5 ud af 6 stjerner

Rued Langgaard Festival, Ribe, 6 & 7 September 2013
Langgaard: 1. Symfoni. Wagner: Siegfried Idyl.
Wagner: Parsifal (uddrag med orgelværker af Langgaard)
Medvirkende: Sønderjyllands Symfoniorkester, dirigent Thomas Dausgaard, mezzosopran Trine Bastrup Møller, organist Birgitte Ebert m.fl.