Anmeldelse: Sidste torsdagskoncert med Dausgaard

Hjertevarme og musikglæde. Thomas Dausgaards sidste koncert som chefdirigent for DR SymfoniOrkestret vil blive husket for den strøm af varme følelser, der aftenen igennem drev fra scenen. Og for den gigantiske laurbærkrans den afgående dirigent modtog, da det hele var slut. Men undervejs kom man kun en enkelt gang rigtig tæt på musikken i et koncertprogram fuld af nordiske lysindfald og en enkelt humørsyg, tysk totaloplevelse. Og det til trods for en dybt koncentreret violinstjerne, der spillede, så sveden sprang.

Per Nørgård har været seriøs ung mand, da han 21 år gammel navngav sin første symfoni ’Sinfonia austera’ (Streng symfoni). Her snart 60 år senere arbejder komponisten på sin ottende. Men torsdag aften var den 78-årige Nørgård selv inde og høre det ungdomsværk, han skrev tilbage i midten af 1950’erne. Det forstår man godt. For med et så velplejet og følsomt orkesterspil kulminerede aftenen allerede her med hans første symfoni.

Simpelthen fordi musikken gik lige i hjertet. Med sin sortnistrede grundklang, sit formørkede ungdomssind og toner, der virkede både traditionelle og nye. Tydeligvis skrevet før Nørgård kom på toneprincippet i
”uendelighedsrækken”. Med klangmassiver fulde af overraskelser, der stak ud og hagede sig fast i øret – ofte små, velplacerede ”blæserskud” – og med hvirvler af vind og vejr i livlig bevægelse nedenunder. Og med en tonespænding, der blev holdt ved lige af et hav af små lysbomber, der her og dér lyste nattemørket op. Af og til næsten som Carl Nielsen. Men Nørgårds 1. Symfoni er trods alt helt sin egen – en symfoni, der roligt og malmfuldt taler direkte til følelserne og sender tankerne på flugt i landskabet. Med Dausgaard og orkesteret i så fantastisk spillehumør kunne aftenen snildt være endt her.

Det gjorde den nu ikke. For selvom det var chefdirigentens afskedskoncert, var man aldrig i tvivl om, at Nikolaj Znaider var trækplastret. Sikke en modtagelse fra publikum! Og sikke en sart åbning på Sibelius’ violinkoncert, han leverede. Den indledning på den mest populære af de nordiske violinkoncert er ikke hørt mere sårbar end her.
Znaiders teknik er overlegen. Men denne aften kneb det alvorligt med at få gendigtet det store drama, Sibelius begærligt beretter om; som om solist og dirigent ikke helt havde afstemt deres forehavende hjemmefra. I stedet virkede alt en smule sløvt og fortegnet og langt fra så åbenhjertigt og umiddelbart som koncerten ellers bliver spillet. Storm blev det med andre ord aldrig til. Kun en svag brise uden meget vildskab i sig. Brillans og perfektion havde Znaiders Sibelius til gengæld i overmål.

Til sidst et virtuost ridt med Richard Strauss’ tonedigtning ’Till Eulenspiegel’. Alvorstung og krævende, men i hænderne på Thomas Dausgaard også dejligt velformet og lattermild. Men ikke særlig muskuløs. Dausgaard gjorde det derfor sværere for sig selv. For der er masser af voldsomme udbrud, der skal lægges op til og sendes af sted. I stedet kom Thomas Dausgaard – som han har for vane – i mål dansende og hoftevrikkende og med et smil på læben. Med en velfortjent laurbærkrans som kronen på værket.

4 ud af 6 stjerner

/Jens Povlsen

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR