Anmeldelse: Sonningpriskoncert med Daniel Barenboim

Søndag modtog dirigenten og pianisten Daniel Barenboim Léonie Sonnings Musikpris. Det var fuldt fortjent – egentlig underligt at han først modtager den nu.

En koncert fandt sted i DR Koncerthuset i forbindelse med overrækkelsen af prisen. Forventningerne var ikke små til en fejring af en musiker af den kaliber, når Barenboim selv skulle optræde. Programmet var Beethovens klaverkoncerter nr. 3 og 5, repertoire som han kender bedre end de fleste, samt Carl Nielsens 2. symfoni.

Orkestret var ikke DR-symfonikerne men Det Kgl. Kapel, og Michael Schønwandt dirigerede sit faste orkester.
Schønwandt og kapellet indledte priskoncerten med Nielsen, og det fremgik fra takt 1, at de kendte værket indgående. Vi oplevede en tempofyldt 1. sats med en utrolig rytmisk præcision. Orkestret var som kittet sammen uden nogen form for tøven eller forsigtighed, og skabte en fantastisk energi. Til gengæld kom messingblæserne efterhånden til at overdøve strygerne – dér kunne man første gang mærke, at kapellet lige skal vænne sig til DRs nye koncertsal, vænne sig til hvor kraftigt man kan spille. Lidt efter lidt mistede orkestret pusten i Nielsens symfoni, og det er nærmest som en naturlov, at det sker med 2. symfoni med dens meget veloplagte 1. sats, der ligesom får fyret den maksimale kraft af og derefter ikke rigtig kan overgå det. Så da vi var nået til 4. sats kunne selv ikke Det Kgl. Kapel levere gejst nok.

Med grånende isse, seler under jakken og på en ydmyg facon trådte denne kunstner af verdensformat, denne “musikkens Dalai Lama”, frem på scenen. Beethoven er en af de komponister, som Barenboim er kendt som specialist i, og han spillede både 3. og 5. klaverkoncert uden noder. Orkestret åbnede 3. koncerts eksposition på klassicistisk, gennemsigtig og mådeholdende vis, hvorimod Barenboim trådte ind med et rigt mål af romantisk rubato så man blev lettere svimmel. Det var et stilistisk clash mellem solist og orkester, der ikke var enige om, hvordan man greb Beethoven an. Dertil kom, at orkestret gik for nænsomt til værks: for bløde ansatser, for bløde accenter, for lidt drama. Og hvorfor ikke lade Barenboim både dirigere og være solist – manden har udgivet en dvd, hvor han gør netop dét! Men der var ikke prøvetid nok til, at Barenboim kunne stå for direktionen.

Barenboims klaverspil er klarheden selv, perlende, smidigt. Man kan høre hver eneste tone, han spiller, intet gemmes væk, intet sløres med for meget pedal. I ‘Kejserkoncerten’ tenderede hans venstre hånd dog mod, at være lidt for tilbageholdende i forhold til højre hånd, når den venstre spillede en modstemme. Og han stampede lige lovlig meget på klaverpedalen. Ellers er hans kontrol over klaveret i absolut særklasse. Barenboims idol siges, at være den forlængst afdøde maestro Furtwängler, men det var ikke en gammeldags Beethoven, men på sin vis mere klar som en András Schiff.

Trenden med at spille tidlig musik og op til Schuberts og Beethovens orkesterværker som en slags forvokset kammermusik kan man synes om eller ej. Denne anmelder kan nu godt savne mere patos og gennemslagskraft i de reducerede orkesterstørrelser – dvs. reducerede i forhold til moderne opførelsespraksis. Hvorfor skal det være så mådeholdende? Dertil kom, at Koncerthusets akustik ligesom flitrerede nogle af de højeste frekvenser af, så musikken for ofte manglede brillans.

prm