Anmeldelse: Staatskapelle Dresden

Det er ikke hver dag, man herhjemme møder et så svulmende senromantisk program som det, Dresden Statskapel onsdag aften havde taget med til København i forbindelse med serien af Nordic Concerts. Det er heller ikke hver dag, at jungletrommerne har banket så heftigt for en klassisk koncert. Den store interesse er der nu ikke noget at sige til, for Dresden Statskapel er i en klasse for sig. Særlig berømt for sin gyldne lyd, der på et øjeblik kan tryllebinde enhver med hang til symfoniske toner. Tilmed er Statskapellet et orkester, der har historien med sig. 462 år fylder det til september. Så til København kom de med en orkestertradition, der rækker tilbage til dengang mange af de store tyske komponister endnu blot var godt på vej.

At komponister som Wagner, Richard Strauss og Schumann i sin tid flokkedes om Dresden Statskapel er til at forstå. For dengang som nu har tyskerne været at finde i den absolutte verdenselite. Langt fra Koncerthusets sædvanlige flagskib, DR SymfoniOrkestret, der synes vingeskudt, når det holdes op mod Statskapellets delikate og eventyrligt velstemte orkesterspil.

Den umiskendelige duft af magi hang i luften under hele koncerten. Særligt under Brahms’ violinkoncert i D-dur, der indledte koncerten. Med solisten Frank Peter Zimmermann og den gamle dirigentnotabilitet Neeme Järvi (foto) ved roret, er den faktisk ikke hørt dejligere meget længe. Til forskel fra sine samtidige er det en violinkoncert, hvor cirkustrickene er lagt på hylden. Inderlighed og et godt skvæt vildskab kastede Brahms derimod i gryden dengang i 1878, hvor koncerten blev til. Tydeligvis med Beethoven for øje. I modsætning til forbilledet benyttede Brahms sig dog kun af en enkelt midtersats, men hvilken en! Melodiøs og velproportioneret som bare pokker.

Og det var topmålet af velsmurt orkesterspil, Dresden Statskapel sendte i ørerne på publikum. Legende let spillede Zimmermann sig dybt ind i Brahms’ smukke toneverden. Med en finesse, man skal lede længe efter. Og med Järvis tætte omfavnelse af orkestret gav det plads til de rigtigt dybe suk. For ingen facetter blev udeladt, snarere understreget og fulgt op på. I en sådan grad, at man for en gang skyld kunne opleve Studie 1 uden de tusind halvkvalte kvæk, der typisk kommer fra et forkølet, dansk publikum. Den udelte opmærksomhed kvitterede Zimmermann for med en solosats af Bach.

Efter pausen var det tid til en anden tysk klassiker: Richard Strauss’ monumentale symfoniske digt ’Also sprach Zarathustra’, som er dedikeret til orkestret, og hvis åbnings-fanfare er blevet benyttet i så mange sammenhænge, at man skulle tro, det er løgn. Men den er god nok. Også når fanfaren sætter gang i Stanley Kubricks kultfilm ’Rumrejsen år 2001’ fra 1968.

Her faldt alt igen på plads for Dresden Statskapel og den urokkelige, næsten umærkelige Neeme Järvi. Lad så være, at der på tonedigtets mest penible punkt, trompeternes allerførste fanfaretone, var knas med tyskernes sædvanlige millimeterpræcision. For udgaven var helstøbt, og orkestrets gyldne, fuldfede klang passede perfekt til det fintmaskede tonenet, Strauss i sin tid spændte ud under Nietzsches litterære oplæg. Forcerede udgaver af Strauss’ bombastiske toner blev man også fri for. Det er ellers ofte resultatet, når DR SymfoniOrkestret begiver sig ud i noget lignende herhjemme. Men med Dresden Statskapel kunne man blot læne sig tilbage og nyde den halve times orkesterbrus. Oven i hatten fik man to ekstranumre. Først Sibelius’ veldrejede ’Andante Festivo’ for strygere og derefter Webers ’Oberon’-ouverture, hvilket fuldendte en allerede perfekt aften i særdeles godt tysk selskab.
Jens Povlsen

Seks ud af seks stjerner

Koncerthuset, 3. februar 2010
Dresden Statskapel, dir. Neeme Järvi
Frank Peter Zimmermann, violinsolist
Brahms: Violinkoncert
Strauss: Also Sprach Zarathustra

Foto: PR