Anmeldelse: ‘Tryllefløjten’

Hu hej, vilde dyr. I en lind strøm kom de ind på scenen, de hvide heste, de endnu hvidere gæs og sågar et par kameler. Nogle mere ustyrlige end andre, men ingen af dem hverdagskost på en operascene. En rigtig operascene skulle man da også kigge langt efter, da Opera Hedeland i lørdags havde premiere på verdens mest spillede opera, Mozarts ’Tryllefløjten’.

Mozart i cirkus
Af JENS POVLSEN

Opera Hedeland ligger ude ved Hedehusene, tæt på Roskilde. Det er her, en opera, gerne et rigtigt hit, hvert år bliver trukket ud af de vante rammer og ud i naturen. Væk fra de bonede gulve i byerne og en tur i grusgraven, hvor et græsdækket amfiteater stolt troner. Lidt ligesom en drive-in biograf, men med biler og lærred erstattet af plaststole og den smukke udsigt til den vandfyldte grusgrav bag scenen.

Det er et særsyn at sætte helaftensoperaer op i Guds fri natur herhjemme. Ikke desto mindre er det lykkedes folkene bag opsætningerne at skabe en tradition, publikum trofast vender tilbage til, gerne indhyllet i tæpper, tungt lastet med picnickurve og med familien under armen. Hyggen er i top, og når naturen på sin egen blide facon dæmper lyset og fjerner farverne, er operatoner da også helt fortryllende at have i sine ører.

Denne gang havde Opera Hedeland taget Mozart med i cirkus og skiftet hans sædvanlige operascene ud med en rigtig manege. Cirkusteltet havde dog fået lov at blive hjemme – den åbne himmel måtte være rigelig. Da Tamino og hans tro følgesvend Papageno undervejs fik klovnekostumer på var det da også rart med højt til loftet. For med ét slag var ’Tryllefløjten’ gjort til en opera med hvid klovn og et godmodigt fjollehoved af et sidekick. En tryllekunstner blev tilmed spundet ind i historien, og så var et svævende bord og en borttryllet Sarastro en del af den pudsige leg med traditionen. Musikken var der dog ikke pillet ved. Så dér sad man; med det ene ben i wienerklassikken og det andet i cirkus. Og abekattestregerne blev der ikke holdt igen med.

’Tryllefløjten’ er ellers en opera, hvor alt for mange fiksfakserier ikke burde være nødvendige. I sig selv rammer operaen nemlig bemærkelsesværdigt bredt med sit charmerende miks af eventyr og drama. Det inderlige drama kunne man nu godt glemme alt om denne gang. I hænderne på instruktør Lars Rudolfssons blev Mozarts gådefuldheder til ren underholdning. God underholdning, men heller ikke så meget mere. Nok fordi en stor del af dialogen var hakket af og erstattet af diverse cirkuskunster og klovnerier. Det er til at leve med, men når Tamino står og krænger sit inderste ud til en baggrund af kameler, bliver de virkelig svære at sluge.

Opsætningens stærkeste kort var så uden tvivl Mozarts egne uimodståeligheder – hans lette, alvorlige og altid omskiftelige klange. Lyden oppe på skrænterne var rigelig, men hældede til den syntetiske, dåseagtige side. Det afholdt dog ikke et par af solisterne fra at skabe dybde i det flade lydbillede. Særligt norske Kari Postma var en nydelse som Pamina, ligesom den armenske bas Arutjun Kotchinian i rollen som troldmanden Sarastro. Nok haltede synkroniseringen mellem sangerne og det fint spillende svenske importorkester her og der, men hvad gør det, når tæpperne skærmede, maden smagte og vandet fra oven udeblev?

3 ud af 6 stjerner

’Tryllefløjten’ af W. A. Mozart og E. Schikaneder. Instr. og scen.: Lars Rudolfsson. Medv.: Arutjun Kotchinian (Sarastro), Nikola Matisic (Tamino), Agnete Munk Rasmussen (Nattens Dronning), Kari Postma (Pamina), Bengt Krantz (Papageno) m.fl. Värmlands Sinfonietta, dir. Henrik Schaefer. Opera Hedeland, 1. august 2009.

Forestillingen spiller desuden 6. august.

Foto: PR