Anmeldelse: Verdenskvartet med fornyet energi

Havde Emerson Kvartetten ikke skiftet primarius, og havde Louisianas koncertsal haft en bedre efterklang, ville koncerten have været perfekt.

Af Per Rask Madsen

Vi kender Emerson String Quartet som værende blandt de bedste kvartetter. For første gang efter over 30 års eksistens udskiftede de tidligere i år et gruppemedlem, og torsdag aften viste den nye cellist, Paul Watkins, sine kvaliteter i Louisianas koncertsal.
På pladecovers og i PR-materiale ser kvartetten moderne og friske ud; i levende live ligner de trætte bankfolk. På cd havner deres lyd lige i synet på lytteren med vellyde men også skrattelyde og andre biprodukter af at gå hårdt til sagerne; i koncertsalen efterstræber ESQ et mere afbalanceret udtryk.

Publikum på Louisiana blev præsenteret for et drømmeprogram: tre hyperintense værker startende med Mendelssohns opus 80, komponeret lige efter hans højtelskede søsters død. Måske skulle ESQ lige vænne sig til den tørre akustik i salen, i hvert fald indledte de en anelse tilbageholdt og ikke så dramatisk, som værket lægger op til. Da ørerne efter lidt tid havde accepteret rummets beskedne efterklang, kunne man koncentrere sig om at nyde samspillet mellem musikerne. Paul Watkins kan alt på sin cello: selv de mest anonyme bastoner klinger varmt og spændende i hans hænder, og han besidder en timing, der matcher sine nye venner, så alle tre kompositioner var knivskarpt aftegnede. Primarius i første sæt (Mendelssohn og Bartók) var det sikre fikspunkt, Philip Setzer, som de øvrige musikere orienterede sig efter, men ellers navigerede de hver især selvstændigt i Mendelssohns stormfulde farvand. Lawrence Duttons bratsch er usædvanligt profileret og decideret solistisk farvet, og hans indlevende mimik kompenserede for de to violinisters stenansigter.

Ekko af rædsler fra Første Verdenskrig lyder i 1. sats af Bartóks Strygekvartet nr. 2, hvor Louisianas akustik passede godt til det transparente klangideal og udtryk, Emerson Kvartetten havde valgt. De lyse dissonanser klingede som spidse torne, så de få hvilepunkter, der er i 1. sats, føltes ekstra svalende, men konstant blev ens opmærksomhed jaget videre. Den tætte rytmiske pingpong i 2. satsen kræver ultrapræcise stafetter, hvilket ESQ leverede aldrig svigtende og med stor sans for Bartóks grovkornede humor. Musikerne lindrede publikums ømme ører med en inderlig fortolkning af 3. sats.

Efter pausen byttede 1. og 2. violinisterne plads, så den ikke så karismatiske og ikke særligt solistiske Eugene Drucker førte an i Beethovens tredje ’Rasumovsky’-kvartet. 1. satsen var sært bleg i det, men cellist og bratsch trak op i regnskabet i 2. sats, hvor de to igen viste sig som et enestående makkerpar. Finalesatsen var mere presto end det allegro molto, som Beethoven foreskrev, men kvartetten klarede det vilde ridt, selvom violinbuernes hestehår fik skrabet godt i lakken på gribebrætterne.

5 ud af 6 stjerner

Torsdag den 5. sept. 2013 Louisiana
Emerson String Quartet
Mendelssohn: Strygekvartet f-mol op. 80
Bartók: Strygekvartet nr. 2
Beethoven: Strygekvartet nr. 9 C-dur op. 59/3

Foto: Lisa-Marie Mazzucco