Anmeldelse: ‘Xerxes’, Den Ny Opera

Händels opera ‘Xerxes’ er en vittig og forunderlig forestilling i Den Ny Operas hænder. Kong Xerxes er en excentriker, en selviscenesættelse a la Michael Jackson, ulideligt liderlig og selvoptaget – og så bor han for det meste i et drivhus og synger en kærlighedssang til et træ. Sangen står i Händels partitur og er operaen ‘Xerxes’’ store hit, mens alt det andet fremgår af Elisabeth Lintons seværdige iscenesættelse.

Den Ny Opera i Esbjerg har nemlig gjort det igen: skabt en operaopsætning af international klasse med en håndfuld eminente sangere, dedikerede musikere og en dirigent, Lars Ole Mathiasen, der stilsikkert og smidigt leder det norsk-baserede Baroksolisterne gennem den toenhalv-time lange forestilling. Entusiasmen fra førsteviolisten Bjarte Eike bredte sig til disse specialister, der har samme høje niveau som det hjemlige Concerto Copenhagen.

Og scenen: et drivhus med kaktusser og andre sukkulenter, som er Xerxes’ store passion ud over at forføre kvinder og demonstrere sin magt. Den sceniske genistreg er imidlertid det bassin, som handlingen udspiller sig rundt om og efterhånden mere og mere nede i. Her pjaskes, bades, forsøges selvmord med elektriske ledninger, druknes (næsten), vades og i næstsidste scene er det hér, kong Xerxes raser ud og sprøjter vand, så man bliver helt bekymret for originalinstrumenterne i orkestergraven.

Næsten alle personer får en vandtur, og hvad skal man da også stille op med en handling, som selv programmet muntert opgiver at gøre forståeligt? Elisabeth Linton gør det helt rigtige: skaber scene på scene, der hver for sig udtrykker de stærke og modsatrettede følelser, som personerne gennemgår, når den de elsker, elsker en anden eller bliver forført, forvekslet eller kort og godt voldtaget. Omdrejningspunktet er Xerxes i Tuva Semmingsens (foto) forrygende skikkelse. Hvor kan hun dog spille et mandschauvinistisk svin af den dumme slags og synge så pragtfuldt dertil! Kun ude efter det første og bedste knald med Romilda, der er forelsket i broderen Arsamene, som igen bliver elsket af Atlanta, søster til Romilda, mens Xerxes’ forlovede Amastre klæder sig ud som mand for at forpurre eskapaderne. Jo, det er forvirring på et højere plan, og det sætter Elisabeth Linton sig suverænt ud over og skaber en forestilling, som på et psykologisk plan giver mening.

Derfor er det også tilgiveligt, at hun lader Xerxes gentage ‘Ombra mai fu’-arien til allersidst, uden at det står i partituret. For i denne scene er kongen faldet. Sidder og omklamrer sit træ, mens vanviddet har taget over på en meget gribende måde. Der er scener i ‘Xerxes’, som på mange måder minder om Mozarts ‘Figaros bryllup’: kongen/greven tror sig hævet over moralske love, tillader sig alt og bliver straffet. Denne pointe trækker Elisabeth Linton tydeligt op og viser en dimension i Händels opera, som ellers nemt forsvinder i den indviklede intrige.

Sangerholdet er af international klasse. De skal fremhæves alle sammen, og hver især fik de plads til at folde sig ud vokalt: Klara Ek som den forfulgte Romilda, Andrea Pellegrini som den forsmåede Amastre, Matilda Paulsson som broderen Arsamene og Anne Mette Balling som den rænkefulde søster Atlanta ikke at forglemme de rigtige mænd: Johan Rydh og Jens Søndergaard med stærke baryton-røster. Den ene mere morsom end den anden.

Esbjerg har en fornem kulturinstitution i Den Ny Opera. Jo, der er godt gang i kulturen i vesten. Det kan man forvisse sig om, når ‘Xerxes’ kommer på gæstespil i Det Kgl. Teater i København. Og sætte pris på hjemme i Esbjerg.

/Steen Chr. Steensen

Händel: Xerxes
Med Tuva Semmingsen, Matilda Paulsson, Klara Ek, Andrea Pelligrini, Anne Mette Balling, Johan Rydh, Jens Søndergaard. Baroksolisterne, dir. Lars Ole Mathiasen. Iscen.: Elisabeth Linton.
Premiere Musikhuset Esbjerg 26. maj. Yderligere opførelser: 28. maj kl. 16 Musikhuset Esbjerg, 31. maj og 1. juni kl. 20 Det Kgl. Teater, Gamle Scene.

Foto: Paul van Zijl