Nyhed
Anna Netrebko er blevet voksen
20. september 2012
20. september 2012
Den russiske operadivas karriere har ændret sig, siden hun blev mor for tre år siden. Hendes sopranstemme er blevet mørkere, hendes ydre ligner mindre det labre modellook, hun er blevet markedsført massivt på. I et interview i avisen Wall Street Journal fortæller Anna Netrebko om de markante skift det at blive mor medfører. Hun er nødt til at sige farvel til de uskyldsrene ungpigeroller. ”Sagen er den, at min stemme har ændret sig meget – enormt”, siger hun.
Efter fødslen
Med en for Anna Netrebko karakteristisk ærlighed fortæller hun om de ændringer, der er sket for hende efter fødslen.
”Efter babyen kom, blev jeg større, og det kan jeg lide. Jeg synes bedre om mig nu, end da jeg var ung og tynd. Jeg forstår ikke den der ekstreme mode med at være anoretisk-tynd. Vi har glemt kvinder med former, rigtige kvinder […] Jeg er blevet mere seriøs, mere ansvarsfuld, selvfølgelig. Når man har fået barn, ændrer ting sig”.
”Jeg er en anden person, ser anderledes ud, tænker anderledes. Jeg er 41 – det er tid til at blive voksen. De sidste to-tre år har jeg prøvet at finde ud af, hvor jeg skulle hen. Jeg forsøgte at udskyde tungere repertoire. Men nu siger jeg farvel til ungpigerollerne, hvilket jeg er glad for”.
Med mere fylde
Et eksempel på et vægtigere sangparti, der er i vente for hende, er Tatjana i ’Eugen Onegin’, som åbner Metropolitans 2013/14-sæson. Verdi er også en høj prioritet med Leonora i ’Trubaduren’ og ikke så kendte roller som titelpartiet i Verdis glemte ’Jeanne d’Arc’ og titelpartiet i Verdis (vokalt set) mandsdominerede ’Macbeth’. Om fire år er det tid til Wagner med Elsa i ’Lohengrin’. Anna Netrebko nævner desuden at være interesseret i Richard Strauss’ orkestersange.
Afskeden med komiske roller som Adina (’Kærlighedseliksiren’) vil sandsynligvis skuffe fans men også sopranen selv, da det komiske gør hende glad og dermed i højere grad begejstrer publikum, mener Anna Netrebko.
Foto: Dario Acosta
Læs også: »Vi er en grådig forsamling« | Interview med Anna Netrebko
FLERE NYHEDER