Nyhed

Chopin og Debussy skal hjælpe Tokyos metro

I Tokyo har man suppleret robotten, der fortæller hvor langt man er på metro-rejsen, med klassisk musik i højtalerne for at reducere stressnivauet i en af verdens travleste byer. Chopins ‘Nocturne’, Debussys ‘Clair de Lune’ og Mendelssohns ‘Frühlingslied’ er blandt de seks musikstykker, der kører i rotation for at hjælpe de fortravlede beboere i den japanske hovedstad ned i gear.

»Vores mål med musikken er at skabe behagelige omgivelser i togene. Vi håber på, at det vil gøre rejsen med metroen mere komfortabel«, fortæller en talsmand fra metroselskabet til Japan Times om tiltaget, der i første omgang er lanceret som en prøve. Og noget tyder på, at forsøget bliver godt modtaget.

»Jeg synes, det er godt, at man nu kan nyde afslappende musik i toget. Udsigten nede under jorden er jo knap så spændende«, siger en kvindelig passager til avisen.

Hun bliver bakket op af mange brugere på de sociale medier, hvor nyheden om musik i Hibiya-liniens ekstraordinært gode højtaleranlæg hurtigt har spredt sig.

Læs også: Hvorfor lytter vi til musik?

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER