Nyhed

Den 5. Internationale Carl Nielsen Klarinetkonkurrence

Af Nikolaj Skinhøj

Der har aldrig været så mange ansøgere til Carl Nielsen Klarinetkonkurrence som i år, fortæller en glad Marianne Granvig, der har stået i spidsen for konkurrencen siden 1987.
”Det er utroligt glædeligt, at der er så mange i år. Vi modtager altid mange flere klarinet- og fløjteansøgninger end for violin. Der er mange klarinettister, men de har ikke så mange store internationale konkurrencer og muligheder for at få engagementer, så derfor strømmer de til konkurrencen”.

Konkurrencen, der henvender sig til unge klarinetister under 30 af alle nationaliteter, afholdes hvert fjerde år, og startede i 1997. Siden har den været afholdt fire gange. I år var der 197 ansøgere og ud af de mange klarinettister blev 42 udvalgt til selve konkurrencen.

Er der danskere med i udtagelsen?
”Der er to danskere. Mathias Kjøller, der er soloklarinettist i Aarhus Symfoniorkester, og så er der en ung mand, som hedder Jonas Lyskjær Frølund, der vandt Øresunds Solist finalen i aldersgruppen 12-16 år i 2012”.

Hvordan har symfoniorkestret det med konkurrencen?
”De syntes, at det er hårdt arbejde at være så meget på de sidste par dage, men samtidig er de godt klar over, at Carl Nielsen Konkurrencen er med til at sætte et stort internationalt fokus på orkestret”.

Hvordan er publikumstilslutningen?
”Det er klart, at den første dag, hvor det er det samme program, man skal høre alle 42 mennesker spille, sidder der ikke så mange mennesker i salen, men der er mennesker hele tiden. Vi kan se, at når der er danskere med i konkurrencen, og når favoritterne skal spille, så stiger besøgstallet ganske betragteligt”.

Streamer I konkurrencen?
”Der rammer du min ømmeste ligtorn. Jeg har skubbet på i mange år for at få udstyr til at streame, men det ligger tungt med penge i øjeblikket. Vi optager rub og stub, og så lægger vores teknikere det op på vores hjemmeside hver eftermiddag, og så kan man høre, hvad der er sket den dag”.

Den 5. Internationale Carl Nielsen Klarinetkonkurrence 2013: 30. maj – 9. Juni

Sted: Odense Koncerthus

Læs mere om Klarinetkonkurrencen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER