Nyhed

DR nedlægger ungdomsorkester

DR har valgt at nedlægge deres UngdomsEnsemble på 25 unge musikere, da det ifølge DRs musikchef Leif Lønsmann er svært at finansiere. Desuden indgår ensemblet ikke længere i DRs Public service forpligtigelser.
I den tidligere Public service kontrakt var det nøje beskrevet, hvilke kor og orkestre DR var forpligtet til at drive, bl.a. UngdomsEnsemblet – men i den nye kontrakt, som lå færdig i starten af februar, er der slækket lidt på kravene. DR skal fortsat have et symfoniorkester, et underholdningsorkester, et bigband, et koncertkor, et vokalensemble samt Pigekoret, men resten af DR’s ensembler bliver ikke nævnt skriver DR Nyheder.
Ifølge musikchefen er en del af baggrunden for at lukke DR UngdomsEnsemblet, at det er svært at skaffe midler. “Hverken UngdomsEnsemblet eller børne- og ungdomskorene er licensfinansierede – de drives med midler fra fonde. Og det bliver sværere og sværere at få fonde til at give penge til daglig drift af orkestre i en stor, statsejet kulturinstitution,” siger Leif Lønsmann, der er glad for den nye Public Service-kontrakt, som giver DR mulighed for at planlægge mere fleksibelt fremover samt optimere deres fundraising. “De fonde, vi er afhængige af, vil også hellere finansiere spændende enkeltprojekter end give penge til drift.”
Og til spørgsmålet om der er flere nedlæggelser på vej svarer han: ”Nej, det er der ingen planer om.”

Foto: Per Morten Abrahamsen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER