Nyhed
Engelsk avis anmelder Nørgårds 7. symfoni
5. februar 2009
Musikken hænger ikke sammen, men den er alligevel rørende, mener anmelderen fra den engelske avis The Telegraph, der var til uropførelsen af Per Nørgårds Symfoni nr. 7. Det halvtime lange værk, der er komponeret i perioden 2004-06, åbnede den første Torsdagskoncert i DRs nye Koncerthus. The Telegraph giver symfonien tre ud af fem stjerner.
“Det var fuldstændig oplagt, at den første uropførelse, der ville finde sted inden for dets [Koncerthusets] mure, skulle være en forførende illusion, en musik på kanten af at blive håndgribelig før den trækker sig ind i en klangtåge. Dette var Per Nørgårds 7. symfoni […] Han tilhører den uddøende race af visionære komponister, der funderer over naturens mysterier og forsøger at indfange dem i musik. Fraktaler, interaktionen mellem kaos og orden er den slags, der sætter hans turbulente, mangelagede musik i gang. Men der er også en humoristisk åre, og en lys, nordisk-landskab-kvalitet der til tider minder om hans elskede Sibelius”.
“Den første lyd, en kæmpemæssig, kuperet dur-akkord som forsvandt ind i kuriøse messingfanfarer, tog os direkte ind i Nørgårds naivt fremsynede verden. Men snart dukkede tegn af andre idiomer op; afkortede krigsrytmer som af Kurt Weill i 1920’rne, og et motorisk ostinato som Stravinskij i hans mellemperiode. Ofte var strukturernes stoflighed overraskende rene og klare, med en udendørs folkemusikagtig kvalitet ikke langt fra Nørgårds store forgænger Carl Nielsen. Det indikerede en ældre herre, der gik ind i en neddæmpet neoklassisk fase – men ikke i ret lang tid. Neddæmpethed blev skubbet til side af udadvendt messing mindende om Broadway, skræmmende ude af fokus, og mens et arsenal af 14 tom-toms tonsede løs med en helt anden rytme”.
“Sidestillingen af alle disse verdener var fascinerende, og der var nogle smukke, lys øjeblikke ved afslutningen. Men om det tilføjede noget til et sammenhængende udsagn er en anden sag. Den abrupte slutning fik mig til at tænke på, om Nørgård ikke gjorde nar af sine egne udsagn – ligesom Yeats, i et af sine sidste digte, opremser sine symbolske småtterier i en ånd af ironisk selvrensagelse. Som et musikalsk udsagn, hang en nye symfoni knap nok sammen. Men på et rent menneskeligt plan, var den sært rørende”.
Oversættelse: prm
