Fejl der bliver til guldkorn | Hvad forsker du i?

Musikforsker Nila Parly er interesseret i svipsere og uheld, der ved et tilfælde åbenbarer en uventet idé eller situation, som er med til at videreudvikle operaen som genre. Konstruktive fejl, kalder hun dem.

Af Per Rask Madsen

Opera er blevet kaldt en umulig kunstart med de alle elementer, der kan gå galt. Men kan fejl også føre noget positivt med sig, hvis man har de rette briller på?
Konstruktive fejl, kalder musikforsker Nila Parly svipsere og uheld, som fører til en uventet idé, og ifølge hende kan de belyses og udnyttes endnu bedre i operahusenes dagligdag og til vores forståelse af opera. Fejlene kan for eksempel være i partituret, under prøveforløb eller i kampens hede under en forestilling. På samme måde som H.C. Ørsted opdagede elektromagnetisme ved en “fejl” under kontrollerede forskningsforhold.

Parly har ikke bare siddet og teoretiseret på et kontor, men har haft jord under neglene som sopran og senere chefformidler på Den Kgl. Opera, hvor der eksempelvis i 2008 under en prøve på ʻToscaʼ skete et teknisk uheld.
»Da en af de fire sceneelevatorer skulle køres op, hang den ene ende fast, så den 16 meter brede elevator kom til at stå skråtstillet; dette blev afsættet til en – i international sammenhæng – enestående scenografi med fire skiftevis hældende elevatorer, der tilsammen kunne udtrykke Toscas mere og mere ukontrollerede sindstilstand«, siger Nila Parly.
I oktober planlægger hun at indsamle empiri under prøver i Operaen i Rom.

Lars von Trier løb som bekendt fra sin iscenesættelse af ‘Nibelungens Ring’ i Bayreuth i 2004, men offentliggjorde nogle af sine idéer. Hemmeligholdte arkivoplysninger om von Triers ‘Ring’ er nu kommet Parly i hænde, og de røber, at »fejlkommunikation og alvorlige misforståelser omkring hierarkier og genremuligheder inden for opera versus film« var årsag til, at han forlod skuden i utide, fortæller Parly. Von Triers planlagte »berigede mørke« skulle maksimalt oplyse scenen fem procent og skabe en særlig magisk stemning, men det var umuligt at realisere.
»Det hemmelige materiale afslører meget om processen og konflikterne med blandt andre Wolfgang Wagner [tidligere leder af Festspillene i Bayreuth] samt den bagvedliggende grund til, at projektet gik i vasken – det var nemlig ikke udelukkende et spørgsmål om det praktiske«, siger Nila Parly.

Materialet indeholder desuden billeder og videoer, som dokumenterer, at Lars von Trier senere flyttede sit koncept over i sine film.
»I ‘Nymphomaniac’ [film fra 2013] er der et forkrøblet træ magen til et billede, han tog udgangspunkt i til ‘Ringen’. Og selve kompositionen med de tre mænd, som tre musikalske stemmer, som man ser i tre bokse på samme tid i filmen, er grundlæggende samme scenekonstruktion som scenografien i ‘Ringen’, hvor man kun så enkelte små billeder, men ofte på en gang«, forklarer Nila Parly.
Senere på året får musikforskeren trykt en artikel i Cambridge Opera Journal, hvor man kan dykke yderligere ned i von Triers tanker.

Foto: Zentropa Productions

Læs også: Musik rører mig slet ikke | Ny forskning