Nyhed

Festivalaktuel: Thy Masterclass

Blandt sommerens mange festivaltilbud er der to større masterclass-forløb, hvor deltagerne og deres underviser inviterer til koncert. Thy Masterclass tiltrækker internationale deltagere og foregår i perioden 10.-21. august i det nordvestjyske. De første to dage kan man få et indblik i kunstnernes “værksted” ved åbne prøver.

Lærerkræfterne er hvert år de samme og tæller blandt andre cellisten Morten Zeuthen og violinisten Elisabeth Zeuthen Schneider. I år er der 19 masterclass-deltagere, og de er i alderen 21-34 år. Eneste dansker er Carl-Oscar Østerlind (foto), som sidste år vandt Den Danske Strygerkonkurrence, og han er i øvrigt tidligere kendt fra Den Danske Strygekvartet. Det siger også noget om niveauet på deltagerne, og at det derfor er endnu mere spændende for publikum at overvære mødet mellem “mester og lærling”. Dog er det kun den 10. og 11. august, at prøverne er tilgængelige for offentligheden.

Thy Masterclass’ koncertprogrammer er ganske varierede, mere end ofte er vanligt ved koncerter. Dansk musik er rigt repræsenteret, i år er der dog ingen uropførelser, hvilket der nogle år har været. Til gengæld tåler en klassiker som Hans Abrahamsens blæserkvintet ‘Walden’ altid et genhør, og Morten Zeuthen har taget Herman D. Koppels ‘Ternio’ med, som også er med hans nye cd.

Foto: Nikolaj Lund

Tryk her for flere informationer

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER