Forrygende & brutal Sibelius

DR Symfoniorkestret ville ikke fornærme nogen med sin sikre fejring af Sibelius, men det ville Leonidas Kavakos heldigvis gerne.

5 ud af 6 stjerner

af Sune Anderberg

Leonidas Kavakos er i forvejen en eftertragtet herre. Men i et Sibelius-år som dette har grækeren været jaget vildt. Torsdag aften indtog han DR’s Koncertsal og demonstrerede, at årtiers rutine endnu ikke har sat spor af ligegyldighed i musikken, når han opfører den berømte violinkoncert i d-mol.

For at fejre den ‘moderne anti-modernist’, som man har kaldt Sibelius, havde DR Symfoniorkestret ud over Kavakos selskab af en anden Sibelius-ekspert i finske Jukka-Pekka Saraste. Den rutinerede, stortslående dirigent førte uden mange dikkedarer – og for det meste uden partitur – orkestret gennem et rent fødselarprogram bestående af det korte epos ‘Pohjolas datter’, violinkoncerten og den storslåede, melankolske 5. symfoni.

DR Symfoniorkestret kan af og til lyde lidt mudret, men Saraste fik et fint detaljeret lydbillede ud af sine musikere. Strygerne var ikke for dominerende, og de mange horn blendede udmærket ind i 5. symfonis ikoniske svanetema. Tredjesatsen begyndte måske lovlig langsomt, og nogle ville sikkert foretrække endnu mere markerede stemmer og en smule mere dynamisk drama. På den anden side skal man også holde igen, så den finske mystik får lov at simre. Saraste placerede sig rimelig elegant – men også lidt safe – på den sikre middelvej og leverede en Sibelius, der i hvert fald ikke fornærmede nogen.

Det mådeholdne orkester gav til gengæld masser af plads til Leonidas Kavakos i violinkoncerten. Han kan måske se lidt ugidelig ud med sin nonchalante, sydeuropæiske stil, men det skal man ikke lade sig narre af. Kavakos spiller Sibelius som få andre – hans rå, ja beskidte, klang viser stor vilje og retning. Det kan godt være, han er lidt tynd i toppen af registret og kan virke næsten brutal i sine intervaller, men sammen med en overlegen rytmisk frihed bliver det til et personligt udtryk og en kvalitet ved hans spil. Og det klæder Sibelius’ melankoli så godt. Faktisk klædte det også Bach i det lille ekstranummer, Kavakos gav: Andanten fra Bachs 2. violinsonate i a-mol fik nyt liv med en fintfølende vekslen mellem mekanik og melodiøsitet.

Publikum var hurtigt oppe af stolene efter det beskidte violinridt, men virkede ikke helt forført efter 5. symfoni, der ellers lignede et sikkert og storslået punktum for koncerten. Den manglede nok lige den sidste schwung og mystik. Heldigvis sluttede orkestret af med ‘Finlandia’ som særligt ekstranummer i dagens anledning, og med triumferende sikkerhed sørgede Saraste for, at alle alligevel gik jublende hjem.

Torsdag den 10. december, DR’s Koncertsal
Dirigent Jukka-Pekka Saraste, DR Symfoniorkestret og solist Leonidas Kavakos. Sibelius: Pohjolas datter, Violinkoncert og Symfoni nr. 5.

Foto: Marco Borggreve