Nyhed

Forsker angriber El Sistema

Enstemmige kor af lovsang har lydt over det venezuelanske musikuddannelsesprojekt kaldet El Sistema, der trækker fattige unge ud af slummen ved at lære dem at spille et klassisk instrument. Dets flagskib er Simón Bolívar Symfoniorkester med stjernen Gustavo Dudamel i spidsen. Den Sonningprisbelønnede dirigent Simon Rattle sagde i et interview i 2010, at José Antonio Abreu, der grundlagde Sistema for fire årtier siden, burde indstilles til Nobels Fredspris.
Men en ny bogudgivelse af en britisk musikforsker tegner et helt andet billede af projektets resultater. I ‘El Sistema – Orchestrating Venezuela Youth’ beskriver Geoffrey Baker faderskikkelsen Abreu som en tyrannisk og machiavellisk type, der rager til sig og ikke tager afstand fra de korrupte magthavere, der støtter Sistema, men sender Dudamel og hans orkester af sted for at blåstemple venezuelanske statsledere. Og de unge, der melder sig under Sistemas faner, er slet ikke socialt underprivilegerede, men kommer fra middelklassehjem. Desuden anklages Sistema for at være lukket, ekstremt topstyret og for at gemme på hemmeligheder om seksuelle overgreb.
Avisanmeldere er stærkt kritiske over for forfatterens bevisførelse, da han bygger sine påstande på stribevis af anonyme interviews og aldrig har konfronteret hovedfigurerne selv, der heller ikke er blevet tilbudt genmæle. Los Angeles Times kalder dokumentationen for bogens mange kritikpunkter for yderst mangelfuld. New York Times er enig og tilføjer, at Baker tildeler anekdotiske selvbiografier og opinioner fra blogs samme vægt som sine forskerkilder. I kritikernes øjne ligner bogen et personligt hævntogt.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER