Nyhed

Holtens debut som filminstruktør

Kasper Holtens filmversion af ’Don Giovanni’ har nu set dagens lys ved en række filmfestivaler. I sin debut som filminstruktør har Holten valgt at lave en moderne fortolkning af Mozarts klassiker, hvor omdrejningspunktet stadig er den hjerteløse forfører, men med fokus på modsætningsforholdet mellem menneskets seksuelle instinkt og destruktive drivkraft.
I filmen er der blevet skåret en del i operaens libretto for at presse den ned til de 90 minutter, ’Juan’ varer, hvilket betyder, at en række arier er udeladt.
Om publikums reaktioner på fremvisninger af ’Juan’ til filmfestivaler i Tyskland og Korea fortæller Kasper Holten:
»Både festivalfolkene, som kommer fra filmverdenen, og de operafolk, som var til stede, virkede oprigtigt begejstrede og overraskede over den mere moderne, rå form og sangernes præstationer. Man kunne mærke på publikum i salen, at folk lige skulle vænne sig til formen: I starten blev der grinet – på den fede måde – fordi det jo er pudsigt og anderledes at høre sangerne synge på moderne engelsk. Men meget snart virkede det, som filmen tog fat i folk, og der var en intens stemning hen mod slutningen«.
»Også på den store filmfestival PIFF, i den koreanske by Pusan, blev filmen virkelig modtaget med begejstring. Foreløbig har anmelderen fra Hollywood Reporter givet den fire ud af fem stjerner. Vi er også blevet inviteret til yderligere tre festivaler i Kiev, Geneve og Valencia, så filmen har fået en god fødsel«.
Barokorkestret Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen i spidsen spiller musikken. På sangerholdet finder vi bl.a. Audun Iversen og Peter Lodahl.
’Juan’ har dansk premiere 7. april 2011.

Foto: Milos Szabo/DKT

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER