Holtens London-debut skuffer

Af Andrew Mellor, London

DER venter et chok i Kasper Holtens ’Eugen Onegin’: forestillingen anvender traditionel scenografi og kostumer. De fleste af os troede, at Holten ville benytte lejligheden ved instruktørdebuten i London til at levere noget omfortolkende og ændre på værkets kontekst. Vi fik noget andet.
Men Holten søger at vende Onegin-historien på hovedet, og det på en måde, som er oplevet før med større succes. Hans produktion fokuserer på erindring: Tatjana og Onegins forsøg på at genopleve, acceptere og endda forvrænge mindet om, hvordan de mødtes, tog afsked og elskede. Det leder tankerne på norske Stefan Herheims iscenesættelse fra 2011 til Den Nederlandske Opera. Men hans version havde mere kraft og klarhed, og dets surrealisme bar langt flere idéer om udfordringen ved menneskets erindring.

HOLTENS valg af at have to Tatjana’er og to Onegin’er på scenen er ikke uden problemer. I brevscenen undermineres dramatikkens fokus. Hvor Holten fremhæver den “anden” Tatjana, mister vi den basale operafølelse om en person, der udtrykker kærlighed og smerte gennem sang. Disse ”skyggekarakter” virker ofte mere frustrerende end emotionelt afslørende.

BEDRE lykkes det med at genkalde erindring via objekter på scenen, som efterhånden smides væk. Kornneg, bøger og selv Lenskijs døde krop ligger, hvor de falder, indtil slutningen – et billede på tragediens fysiske og mentale efterladenskaber. Dette er en typisk fin, tydelig og afslørende Holten-gestus. Hans geni viser sig også andetsteds i glimt: dybe skildringer af Olga, Onegin og Gremin og den smukke anvendelse af koret. De står ubevægelige i parallelle linjer for at levere den larmende høstdans i 1. scene – et coup de theatre, der kaster betoningen af den hvirvlende musik ind i Tatjanas forvirrede sind.

FORESTILLINGEN tager sig udsøgt ud i Mia Stensgaards scenografi og Katrinas Lindsays kostumer. Robin Ticciati synes at dirigere med Holtens idéer in mente. Så i stedet for et frådende drama lyder det hele kønt og romantiseret som et gammelt fotografi. Krassmira Stoyanova som Tatjana opblomstrer kun i slutscenen, men Simon Keenlysides Onegin er konstant detaljeret – neurotisk, impulsiv og umoden. Endda for detaljeret, som om han er vandret ind fra en anden forestilling. Her og andetsteds kunne Holten have underspillet og styrket sit budskab. London er heldig at have et unikt dramatisk talent som ham på Covent Garden, men han har givet os langt bedre produktioner end denne, og bør gøre det fremover.

3 [ud af 6] stjerner

I BIOGRAFEN
Kasper Holtens ’Eugen Onegin’ vises den 20. februar vises live fra London i seks biografer på Sjælland, Fyn og Jylland.

Foto: Bill Cooper / Royal Opera House