Indspilninger gør klaverspillet ringere

Pianisten og forfatteren bag bogen ‘A Natural History of the Pianoʼ, Stuart Isacoff, mener, at der går skår af spontaniteten og originaliteten i pianisters spil på grund af pladestudiet. Fordi de lytter til kollegers plader, lyder de mere som hinanden. Og de dyrker et ideal om perfektion, der i sidste ende ikke kun er godt. Som lyttere er vi blevet vant til at høre musikken mere som adskilt fra udøveren, hvilket betyder, at:
»Vi glemmer mange vigtige elementer: det teatralske i en opførelse, fællesskabet mellem kunstner og lytter, og den fulde oplevelse af spontan, utøjlet kreativitet«, skriver Stuart Isacoff i avisen Wall Street Journey, hvor han er kritiker.
Engang var det velanset at lave smuttere under en koncert. Isacoff nævner som eksempel den chilenske pianist Claudio Arrau (1903-1991 / foto), hvor man betragtede hans skønhedsfejl som, at han overgav sig til muserne med alt, hvad det indebar af kontroltab. Med redigeringsteknologi kan man i dag klippe sig til en ‘perfektʼ indspilning, men det skaber ofte et unaturligt udtryk, mener Isacoff.

Foto: Allan Warren