Nyhed

Interview: Nørgård og Schumann spejler sig i hinanden

Pianist og Smagsdommer Katrine Gislinge er aktuel med en ny cd, hvor hun vil vise slægtskabet mellem Per Nørgårds og Robert Schumanns musik.

Af Malene Wichmann

Katrine Gislinge sætter klaverstykker af Per Nørgård overfor Schumanns ’Kreisleriana’ på sin nye cd. Blandt Nørgård-værkerne er ’Unfolding’, som er et helt nyt stykke, dedikeret til pianisten.

Hvorfor overhovedet sætte Nørgård og Schumann sammen?
»For det første er begge dele noget af min yndlingsmusik. For det andet har jeg spillet Schumann og Per Nørgård sammen ved koncerter, hvor jeg oplevede en spændende spejling mellem musikken af de to komponister. Hos dem begge oplever jeg, at der er flere lag, at der er noget mere bagved musikken, noget man kan fornemme, uden at man behøver at kende til det i alle detaljer. Per er meget optaget af kosmos, Schumann har sine litterære henvisninger og idéer om dannelse, om det sande og det rigtige. Desuden minder teksturen om hinanden. Der er de samme kaskader af arpeggioer og de samme perlende løb i Nørgårds ’Turn’ og ’Grooving’ som hos Schumann. De har noget klangligt til fælles«.

Hvad er historien bag det nye værk ’Unfolding’?
»Jeg kontaktede Per for tre år siden for at fortælle ham om mine planer, og han syntes, det var en sjov idé at sætte ham og Schumann sammen. På et tidspunkt spurgte jeg, om han ville skrive et nyt stykke til cd’en, men han havde travlt med sin 8. Symfoni.
Juleaften i 2011 ringede han så pludselig for at fortælle mig, at der var vokset det her stykke ud af hænderne på ham. Det havde udfoldet sig fra melodien til hans gamle klaverstykke ’Et Rosenblad’, og fik derfor titlen ’Unfolding’. Det var en fantastisk julegave!«.

Hvilken rolle spiller ’Unfolding’ i sammenhængen?
»Det kom til på et tidspunkt, hvor Per kendte til cd’en, og jeg synes, at der er noget ved det, der minder mig om Schumann. Den har en utrolig smuk melodi i varieret form og vilde kontrasterende B-stykker. Toner, der dukker frem og skaber fragmentariske melodier, ligesom i ’Kreisleriana’«.

Hvordan oplevede du indspilningen?
»Det var en magisk indspilningsperiode. Cd’en blev indspillet på et tidspunkt sidste år, hvor der var både meget kaos og meget lykke i mit liv på én gang. Men jeg fik spillet det hele ud, og på den måde blev cd’en et meget personligt projekt. At spille musik kan være meget forløsende. Faktisk tænkte jeg undervejs: Hvad havde jeg gjort, hvis jeg ikke kunne spille?«.

Foto: Thomas Grøndahl

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER