Nyhed

Julens bedste koncertkirker 2

Læs anmelderne Ole Straarup og Søren Schausers bud på, hvor du finder den gode juleakustik.

Af Malene Wichmann

Ole Straarup, Aarhus Stiftstidende
Når det gælder julekoncerter, betyder stemning og tradition tit lige så meget som akustikken. Det mest akustisk svære rum i Aarhus er Domkirken. Den har sin domkirkeakustik og sin domkirke-efterklang, og er derfor lidt vanskelig at have med at gøre. Musikerne har dog efterhånden lært den at kende: De vænner sig til, at der visse steder skal holdes længere pauser – man får et andet åndedrag.
Hvis man går efter en præcis akustisk lytteoplevelse, er Domkirken ikke det dejligste sted. Men det har en særlig atmosfære at være i det store, smukke kirkerum.
I Vor Frue Kirke i Aarhus er der en mere nøgtern tilgang til tingene. Den har en rimelig efterklangstid, og der kan spilles og lyttes ganske præcist. Det er et meget velfungerende rum, der er velegnet til det mindre antal “tropper”, der typisk bruges i moderne ‘Messias’-opførelser.
Sct. Pauls Kirke er også akustisk et udmærket lokale til mindre opsætninger. Efter min smag virker rummet ikke så intimt som for eksempel Frue Kirke, men det har mere med arkitekturen at gøre. Akustikken er ganske udmærket, og man hører godt i hele rummet, også selvom man sidder under balkonerne i siderne.
Sankt Lukas Kirke har det store, hvide, klassiske rum med søjler. Her jeg også oplevet de mere kammermusikalsk prægede opførelser af juleværker som ‘Messias’ stå fint, hvorimod det begynder at rumle, når besætningerne bliver store. Endnu en kirke i Aarhus, der er værd at nævne, er Helligåndskirken, hvor man laver mere neddæmpede intime koncerter. Det er et moderne kirkebyggeri, hvor alle sidder i samme rum – på samme gulv – i modsætning til i større kirker. Det giver en anderledes formidling af oplevelsen.

Søren Schauser, Berlingske Tidende
Holmens Kirke er for mig stedet at holde julekoncerter med fin akustik, stemning og lys. Akustikken er forskellig alt efter, hvor man sidder, men det er generelt godt at sidde højt oppe, og det har jeg også glæde af her. Ikke alene kan man sidde rundt om orkester og sangere på gulvet, man kan også sidde på balkonerne, så det er let at komme tæt på de udøvende. Desuden synes jeg, at det runger mindre i Holmens Kirke end andre steder.
Når vi taler akustik, er også Garnisonskirken, hvor Concerto Copenhagen sædvanligvis holder til, et meget dejligt sted. Det er en barokkirke, hvilket betyder, at musikken er skabt til rummet, og rummet er skabt til musikken. Meget af det, vi kalder julemusik, er barokmusik, og de sprøde klange med cembalo og så videre lyder utroligt godt her. Garnisonskirken føles ikke så stor som de andre kirker, og vigtigt er det også, at Concerto Copenhagen har lært kirken at kende. De spiller ind i akustikken, så det står forbløffende klart.
I Christians Kirke sidder man i loger som i et gammelt italiensk teater. Her kommer man også tæt på orkestret, fordi der bliver spillet “på langs” i kirken. Publikum sidder omkring de medvirkende, og relativt flere kommer tæt på.
Personligt undgår jeg Domkirken i København. Der er mange fine kræfter, der spiller der, men det er svært at finde et sted, hvor man kan høre, hvad der sker. Efterklangen er så voldsom, at man næsten kan gå ind og høre hele koncerten bagefter!

Læs Julens bedste koncertkirker

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER