Nyhed
Kæmpeorkester spiller for DR UnderholdningsOrkestret
20. november 2014
20. november 2014
På lørdag opfører klassiske musikere fra en række af landets bedste ensembler en gratis koncert på Fisketorvet i København i protest mod lukningen af DR UnderholdningsOrkestret. Det er endnu et forsøg på at få omgjort DRs beslutning om at lukke det 75 år gamle kammerorkester, og samtidig er det også en cadeau til de mange mennesker, der har støttet orkestret i kampen, om at blive bevaret.
Talsmand for DR UnderholdningsOrkestret, klarinettist Mette Bugge siger til musikeren.dk:
“Et samlet musikliv har besluttet at sige tak for opbakningen til danskerne på denne lidt utraditionelle måde og det lidt utraditionelle sted. Vi ønsker at lave musik for danskerne, der hvor de er. Samtidig sender vi en sidste og fælles bøn til vores politikere om i fremtiden at passe bedre på det professionelle musikliv i Danmark.”
Med dirigent Adam Fischer i front vil musikere fra DR SymfoniOrkesteret, DR UnderholdningsOrkestret, DR Vokalensemblet, DR KoncertKoret, Det Kongelige Kapel, Operakoret, Copenhagen Phil m.fl. spille uddrag af Beethovens 9. symfoni, bl.a. ‘Ode Til Glæden’.
Lørdag d. 22. november kl. 12.00 giver en lang række musikere og korrister gratis koncert i shoppingcenteret Fisketorvet i København.
Foto: Agnete Schlichtkrull
FLERE NYHEDER